Napoleons renæssance efter 200 år?

I dag er det 200 år siden, ekskejser Napoleon døde som englændernes fange på den lille ø Sankt Helena i Sydatlanten. Det bliver mindet massivt i Frankrig, hvor Napoleon stadig er uhyre populær, skønt på så mange måder med nutidens alen politisk ukorrekt. Ikke mindst kostede hans krige 1 mio. franske liv. Men det vigtige er jo nok, at han stod for den angiveligt gode franske revolutions idéer, og så tilgives meget, uanset praksis, som det også kendes i mainstreamholdningen til senere historiske fænomener.

Der er dog også på andre måder interessante paralleller mellem Napoleonstiden og vor tid. Efter revolutionsårenes politiske og samfundsmæssige kaos siden 1789, drevet frem af menneskerettighedsideologien, var det for så vidt tiltrængt, at en general overtog det hele og skabte lov og orden. Napoleon vandt jo faktisk sin position ikke på slagmarker, men ved at være den, der hårdhændet nedkæmpede oprør i Paris’ gader (især 5. okt. 1795, afbilledet ovenfor). Vor tids aktuelle samfundsopløsning har udviklet sig mere i slowmotion siden 1980’erne og har først netop nu omkring 200-året for Napoleons dødsdag ført til, at franske generaler advarer om borgerkrigslignende tilstande.

Skønt de, der forsvarer generalernes brev til Macron, understreger, at det ikke er en trussel om militærkup, er hele 49 procent af de adspurgte i en meningsmåling blandt franskmænd positive overfor, at hæren blander sig i nationale anliggender uden politisk samtykke eller repræsentation. Er alternativet vitterligt borgerkrig, vil en ordnet genopretning af forholdene under et militærstyre vel også kun være den næstdårligste løsning.

Mens mange har talt om truslen om borgerkrig, har jeg nu også i en del år fremhævet en periode med militærstyre som den både mere sandsynlige og foretrukne løsning, hvis udviklingen fortsætter ud ad en tangent. Og jeg er forudsigeligt af folk, der ikke kan forstå en simpel tekst, blevet beskyldt for at ønske en sådan magtovertagelse, skønt det bedste naturligvis vil være at tilbagerulle islamiseringen på demokratisk vis. Men i en del europæiske lande forekommer dét jo endnu mindre sandsynligt end i Danmark. Og ingen ordentlig militærmand vil selvfølgelig sidde med hænderne i skødet og se sit land synke ned i kaos eller overtages af fremmede.

Mens ikke mindst de sociale medier nu sørger for, at ethvert tilløb til national samling ender i ævl og kævl og forsøg på at blive helt enige, før noget som helst kan udrettes, hvorfor der aldrig udrettes noget, er fordelen ved militær indgriben jo i hvert fald, at generaler bare kan handle uden at vente på enighed om alle nuancer. Enhver nationalsindet leder eller bevægelse, der fremstår, er jo notorisk blevet standset af intern splid og politiske udfordrere, fordi mange altid har noget at indvende mod en person og en kurs, skønt man angiveligt er enige om det store. Og i vor tid med ukrænkelige individer, der alle ser sig som universets midte, er det åbenbart vigtigere at have ret end at få ret.

Det er klart, at forskellene mellem Napoleon og de militære, som kan tænkes relevant at indgribe i vor tid, er mange. Ikke mindst var Napoleon både islamvenlig og ekspansionistisk og havde ikke demokrati som langtidsplan (faktisk en forløber for moderne vestlige menneskerettigheds-korsfarere). Han skabte nok lov og orden med sin magtcentralisering, men var samtidig de revolutionære idéers forlængede arm i anden potens. For så vidt er det tværtimod i dag den universelle menneskerettighedsideologi anno 1789, der endelig kollapser i praksis og kalder på stærke ledere, som vil genoptage tråden fra før nutidens relative udskejelser, ligesom det gamle regime blev forsøgt fortsat efter Napoleonstiden.

Efter Napoleon begik man dog den fejl, som man så tit ser i historiens pendul-udsving, at man forsøgte sig med en reaktion uden at lære nok af fortidens fejl, så slutresultatet blev bare en ny kejser Napoleon og katastrofal krig.  En skønsom afvejning af, hvad der kan og bør tilbagerulles, og hvad der ikke kan (uden at give bagslag), savnes jævnligt hos de mere yderlige højrenationalister, der har en tendens til bare at hylde det modsatte af nutidens værdier. I Danmark har Stram Kurs budt ind med et moderne samfundsprogram kombineret med afvisning af de landsopløsende udviklingslinjer, som også et stort flertal af danskerne beviseligt er imod. Egentligt reaktionære kræfter beskylder Stram Kurs for en slags åndelig tomhed og overser, at det store fælles mål – at bevare landet for landsmænd – i sig selv er selve den dybere mening med politikken og dét, der alene kan samle. Man må bare håbe, at besindelse vil indtræffe, og den nationale samling vil ske på demokratisk facon både i Frankrig og her. Ellers er scenen med rette beredt for, at napoleoner rejser sig af ruinerne mange steder.

2 Kommentarer på "Napoleons renæssance efter 200 år?"

  1. Hvis demokrati skal fungere i praksis, så kræver det efter min mening en stærk Grundlov/forfatning, der ikke konstant omgås eller de facto ikke fungerer, fordi politikere og andet godtfolk tillades at ødelægge den med åbenlyse og ovenikøbet bredt politisk vedtagede brud.
    Og når et stort antal af deltagerne” i et demokrati, altså en stor del af befolkningen, er antidemokratiske, enten fordi de er tilhængere af en totalitær ideologi eller er blevet indoktrineret med totalitær tankegang gennem deres skolegang (eller begge dele!) og landet har “udliciteret” deres borgerrettigheder, selvstændighed og frihedsrettigheder til internationale organer, så bliver problemet af så stort et omfang at demokratiet er stoppet med at fungere og i realiteten ikke eksisterer længere. Så er det ligemeget, hvor man sætter sit kryds på valgdagen, intet kommer til at ændres.
    Jeg synes personligt ikke den danske Grundlov er en stærk forfatning, der beskytter befolkningen godt nok mod overgreb “oppefra”. Her kan vi igen skæve misundeligt til USA, ligesom så mange andre lande. Men problemet behøver ikke at være større end at nogle tager sig sammen og forfatter et forslag til en ny Grundlov, der sætter en mur op imod udnyttelse og udplyndring af befolkningen og deres rettigheder. Det vil også gøre det nemmere at undgå Napoleon-typer i Danmark. Og fjendtlige overtagelser af folk med antidemokratisk tankegang/ideologi.

  2. Problemet i europa er at EU er blevet en så overnational magtfaktor at den flygtninge-og-immigrationspagt der er vedtaget fornyligt indskrænker og underminerer den nationale lovgivning på området fuldstændig. Det er at sammenligne lidt med klimapolitikken, som også skal løses overnationalt, ja netop fordi at det er grænseoverskridende. De såkaldte Co-2 kvoter der kan handles med, for at lande kan overholde begrænsninger i udledninger af forurening i atmosfæren, er ideologisk set udfra EU’s overnationale grænseløse tilgang til flygtninge-/invandringspolitik ud af samme tankesæt. Ergo en fordelingspolitik i kvoter, hvor man tvinges til at byde ind på. Der er en ‘saldo’ der skal gå i plus (=mere invandring eller mere forurening=betale for uønskede co-2 kvoter)…EU ophæver og udsletter det nationale i udlændinge-og-klima-politiken. De eneste lande, borset fra UK(brexit) er mange af de østeuropæiske land, der har set timeglasset rinde ud, som jo har oplevet overmagtens åg under sovjetunionens kommunistiske totalitære styre. Vi som stolte europæiske kultur nationer kigger i 11′ time lige ned i afgrundens dyb nu med den indretning vi har i vores samfund.

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.