Emigrér: Lærestykker om det tiltagende kaos kunne være titlen på en bog om udvejen af den aktuelle suppedas. Men det er faktisk en bog af 68’eren Ole Grünbaum, der i 1968 skrev om de spændinger, der havde hobet sig op i det eksisterende samfund, som ikke længere kunne rumme dem. Så var der ifølge Grünbaum ikke andet at gøre end at emigrere væk fra den gamle samfundsorden og leve sin nye kultur i sit eget, nye samfund.

Denne alternative mentalitet dyrkes også i visse nationale kredse i dag, hvor nogle vil lave samfund for europæere på flugt fra islamiseringen – i Østeuropa, Rusland eller Sydamerika. Jeg finder det mere rimeligt at stå fast i fædrelandet, og at det er de nyligt tilkomne, som må emigrere tilbage, hvor de kom fra (eller hvor de nu vil og kan).

Grünbaum skrev også (i 1967) bogen Provokér, hvor han redegjorde for sin provo-tankegang: ”Provokationen er en kunstnerisk forestilling, et politisk maleri, et digt i rummet etc. Jo mere kunstnerisk provokationen er, jo svagere må den antyde konkrete krav. Til gengæld: jo stærkere den er kunstnerisk, jo stærkere vil den aktivere en bevidsthed om forandring.”

Provokationen rammer ifølge Grünbaum nogle tabu-forestillinger, og derved besejrer provokationen tabuerne. I det ydre taber provokatøren altid. ”Men den kendsgerning, at der har kunnet pilles ved tabuet, den kendsgerning at man i presse og andre steder har diskuteret tabuets berettigelse, viser at dødsdommen allerede er fældet over tabuet.”

”Provokationen er demokratisk, fordi den ikke siger: ’det skal være sådan som vi vil have det!’ – men i stedet opfører en dødedans over samfundets sygdomme. En dødedans så klar (hvis den er vellykket), at den opfordrer til demokratisk medleven – også hvor der ingen demokratiske institutioner findes, og måske netop hvor der ingen findes. På den måde bliver provokationen på én gang besværlig og et instrument til ny erkendelse.”

Filosoffen Peter Kemp kommenterede i sin bog Ungdomsoprørets filosofi (1972): “I modsætning til hippierne var provoerne politiske, men deres midler var ikke voldelige. Bevægelsen opstod oprindeligt af nogle hollandske intellektuelle. Disse opdagede, at når man fremsatte fantastiske forslag til politiske forbedringer, og når man ved sin optræden provokerede borgernes moralske forargelse, blev protesterne, man fremsatte, oftere hørt og medførte reformer, end når man benyttede de traditionelle demonstrationsformer.”

Eller som titlen på en anden filosofs, Peter Thielsts,  bog om ungdomsoprøret lyder: Kræv det umulige: Ideerne op til 1968, kom den varige virkning faktisk af, at man krævede det, de gamle politikere og etablerede samfund kaldte ”umuligt”, hvilket nutidens nationale bevægelser også kan lære af i dag. Sænker man ambitionsniveauet og accepterer de andres præmisser, fortæres man af dem, som det nu allerede er blevet Dansk Folkepartis skæbne. Det bør overvejes, at der er mere effektive måder at påvirke på end ved at gå ind i hverdagspolitikken, nemlig i det ”metapolitiske”, hvor fx Stram Kurs nok også allerede har påvirket den offentlige bevidsthed mere end et lille folketingsparti som Alternativet.  

I det hele taget må gennemgangen ovenfor af 68’ernes strategi give stof til eftertanke for nutidens nationalsindede, skønt de opererer i en langt mere fjendtlig kontekst end de progressive oprørere. En fin parallel til datidens oprørere er ikke mindst Lars Thorsen, lederen af SIAN (Stopp islamiseringen av Norge). I anledning af en meget omtalt demonstration, SIAN holdt i lørdags i nærheden af Oslo, skrev Thorsen i et debatindlæg som svar på kritik fra en skolelærer ved navn Hjetland, at SIAN bygger på menneskerettigheder og retsstatens principper:

”Når Hjetland sætter grænsen for ytringsfrihed ved ’bevidst krænkelse’, har han afskaffet ytringsfrihed og dermed alle andre frihedsværdier, inklusiv menneskerettigheder.

Han giver al magt til den krænkedes diktatur. Han erklærer sit fjendskab til vestlige frihedsværdier. Dette er objektivt set grund til at fratage ham retten til at indoktrinere vore unge i skolen. For hvem definerer, om en krænkelse er bevidst eller ubevidst? Og hvorfor skal krænkelse overhovedet trækkes ind i en debat om ytringsfrihed?

At være krænket er ikke et argument. Det er en indrømmelse af, at man er følelsesstyret. Krænkelse er en destruktiv idé, som går ud på, at jeg skal tie, hvis du ikke kan lide det, du hører. Islam forbyder krænkelse af muslimer, koran og profet.

Det er nødvendigt at almengøre krænkelser for at tilpasse muslimers følelsesliv til normerne i værtslandet. Krænkelse er en forudsætning for ytringsfrihed, som er demokratiets grundsten. Krænkelse er en nødvendighed for al innovation og fremgang. Krænkefrie samfund visner, stagnerer og dør. Hjetland er mere optaget af de unævneliges følelsesliv end af, at norsk demokrati og frihed skal bestå.”

Så vidt Thorsens meget rammende ord. Mainstreamsamfundet modtager dem altså bare meget anderledes, end det modtog 68’ernes provokationer. Betyder det, at strategien er forkert i dag? Nej, blot fordi nationalsindede måske ikke oplever turen til samfundets top, som mange af datidens oprørere gjorde, er den gavnlige effekt for demokrati og frihed principielt den samme. Provokationerne fortjener at få fuld udblæsning uden vaklen.

Thi opstår ramaskriget ikke af fx koranafbrændinger, strammes løkken, og snart vil samme ramaskrig opstå, hvis man bare kommer til at opsætte et toilet med ryggen vendt mod Mekka. Som religionskritikeren Christopher Hitchens indså: ”De, der er fast besluttede på at blive ’krænkede’, vil opdage en provokation et eller andet sted. Vi kan umuligt tilpasse os nok til at tilfredsstille fanatikerne, og det er nedværdigende at gøre forsøget.” Kampen for ytringsfriheden er altid en kamp for de størst mulige rammer. Det forsøger både SIAN og Stram Kurs at efterleve. Ellers bliver de størst mulige rammer hurtigt meget snævre i forhold til det, de trods alt er i dag.