Christian Engelstoft (1876-1945) var som skønlitterær forfatter mest kendt som medfølende proletarskildrer. Noget mindre empatisk skildrede han i en artikel i tidsskriftet Tilskueren (1913) Københavns udenlandske indvandrere.

For det var der jo også dengang, skønt forsvindende få med nutidens øjne. “Det moderne København har sin italienske som sin sorte og gule Befolkning. Italienerne tæller fyrretyve…” I den målestok fortsætter det, med bl.a. nogle få kinesere og japanere på restauranter, og “akkurat så mange Negere, saa at Folk ikke vender sig om”, nemlig fra de Vestindiske Øer.

Det største og nyeste kontingent fremmede er fra Østeuropa. “Det er fredelige Arbejdere disse fremmede, alligevel har de et andet Sind end de danske. Om Sommeren afstedkommer de evig Uro i Landjurisdiktionerne. I København om Vinteren danner de den uroligste Del af Befolkningen. Mændene slaas gærne og slaas vildt. Mænd og Kvinder og Børn tigger og ikke blot, naar de lider Nød, hvad der hænder. Griber de til Fortvivlelsens Selvhjælp, nøjes de heller ikke med at plyndre hverandre.”

Nogle af russerne er anarkister og “aldeles ikke fredelige Folk”. Polakkerne er alle “uden faglig Uddannelse og har heller ikke andre særlige og gode Betingelser for at klare sig i Byen. Tilmed staar de utvivlsomt tilbage i Kultur for selv den ringeste Københavner, og de er hverken flittige eller ærgerrige.” De fattige i København nærer had mod polakken. “De er saa lumpent nøjsomme disse Polakker, at de arbejder under de københavnske Priser.”

Engelstofts beskrivelse var nok ikke uden sandhed, men pointen er jo, at selv en medfølende proletarforfatter (eller måske netop en sådan?) ikke havde meget tilovers for de “fremmede”, der dog altså hverken var særlig fremmede, mange eller problematiske i forhold til i vor tid. En lignende holdning i dag ville blive set som langt ude på den såkaldte højrefløj, skønt den for 100 år siden var centrum-venstres almindelige snusfornuft. Der tilmed kunne siges at kamme over, da man i afvejningen mellem (lille) dansk ulempe og modtagelse af flygtninge fra nazismen lukkede døren. Hvilket så har fået eftertiden til at gå i den helt modsatte grøft som irrationel bodshandling. Hjulpet muslimer i stedet for kultiverede tyske jøder (som mange muslimer ville hænge i en lygtepæl).

Der hersker i vor tid en sær kynisme blandt de ”ansvarlige”, for så vidt angår danskeres interesser, i forhold til datidens selvfølgelige partiskhed hele spektret rundt. Københavns nuværende befolkningssammensætning ses som en uundgåelig frugt af ”globaliseringen”. Man gør en dyd af den angivelige nødvendighed og taler absurd om ”berigelse”. Selv Dansk Folkeparti synes kun at ville flytte rundt på problemerne inden for de givne rammer. Som Marie Krarup en gang skældte mig ud på Facebook, er det bare ”dumt” ikke at ville forsøge at forbedre vilkårene mest muligt på de givne demografiske kår, som i hovedtræk må accepteres.

Og hvad betyder det så i praksis? De seneste år har man flittigt flyttet rundt på de unge fremmede i hovedstadens børnehaver og skoler. Rådmandsskolen på Nørrebro er for eksempel gået fra en andel af tosprogede elever på 75 procent i 2010 til 42 procent i 2019. Det skyldes ikke repatriering. Og i sidste måned fremsatte Dansk Folkeparti et beslutningsforslag (førstebehandlet i mandags) om generelt at sætte loft over andelen af tosprogede på danske uddannelser.

Fordelen kan siges at være, at danskere i mere privilegerede bydele så også får islamiseringens velsignelser at føle, men i den store sammenhæng er det selvfølgelig kun en overspringshandling, der udsætter og besværliggør en mere generel og varig løsning, som blandt partierne alene Stram Kurs står fast på som den eneste anstændige for fremtidige danske generationer. Kun SK tror på at rulle den såkaldte udvikling tilbage, som dog her er det sande ”frem”.

Hvis Christian Engelstoft og hans samtidige så udviklingen af den ”danske” hovedstad i dag, ville de få et chok. Fremmedandelen i København var for 100 år siden for både de ”dannede” og folket rigelig. Men så svigtede de dannede, mens de verbalt leflede for lighed som aldrig før. Vel at mærke ikke for landsmænd. Folket er jo aldrig blevet spurgt, om det har ønsket ændringen, mens myndighederne har holdt høringer om alskens småtterier for at fremstå demokratiske. Svigtet over for den menige dansker har paradoksalt nok været monumentalt i netop den æra, hvor demokratismen blev mantra for alle politiske lejre.