”Intet er sværere, og intet kræver mere karakter end at stille sig i åben modsætning til sin tid og højt at sige: Nej.” Således skrev 1920’ernes ledende tyske kommentator og satiriker Kurt Tucholsky, der forgæves advarede mod demokratiets selvmord, indtil han selv begik selvmord i 1935, efter at hans bøger var blandt de første til at blive brændt af nazisterne.

Nationalsindede dissidenter og frihedsforkæmpere kritiseres også i vor tid for en negativ, ”ukonstruktiv” holdning; man tager ikke ”medansvar” og tilbyder ingen bedre alternativer, kritiserer bare mainstreamkursen. Som Glistrup på Den Politiske Aarsplatte 1979 ovenfor. Men at kræve af kritikere, at de skal have en udarbejdet Plan B parat (hvilket Glistrup i sjælden grad dog havde, skønt udråbt som “urealistisk”), er jo en effektiv måde for ethvert magtapparat at afvise kritik på. Således afviser EU-tilhængere folkeafstemninger om Unionen, fordi det gavner det ”ukonstruktive, højrenationalistiske nej” – men reelt åbner det jo for den million andre alternativer, der altid er til den herskende kurs.

Men intet tilsiger, at en EU-modstander absolut skal have en alternativ plan for Europa parat. Der er jo en vigtig forskel mellem oprørere og revolutionære. De sidstnævnte er overbeviste om at tilbyde et bedre system, samfund eller en udførlig utopi, ud fra hvilken piedestal de kritiserer samtiden. Oprørere er mere beskedne og ser klart svagheder og mangler i en aktuel politisk kurs, hvilket jo kan være præcist set, uden at man nødvendigvis hævder, at man selv har fundet de Vises Sten. 

Man kan udmærket kritisere, at en bil kører dårligt, uden at kunne reparere den selv. Venstrefløjens metode er så at kritisere selv den bedste bil på markedet og hævde, at de kan levere den ideelle bil gratis. Gode forsætter virker altid mere besnærende end reelle mekaniker-evner. Selv de, der burde vide bedre, bliver bløde i knæene over smukke ord: Rigmanden Djaffar Shalchi, der kom til Danmark fra Iran i 1970, har netop givet sin årlige Human Act Award på 100.000 dollars til folketingsmedlem Sikandar Siddique (sidste år gav han prisen til Greta Thunberg). Siddique får prisen ”for sin indsats mod ulighed, racisme/diskrimination og klimaforandringer”.

Siddiques holdning er i den politiske korrektheds øjne den positive og konstruktive, men det er dog hans ”kamp”, der reelt er den nemme og ufrugtbare i forhold til den foragtede nej-sigers. At kritisere sin samtid ved at gå ud ad en tangent med tidens mest politisk korrekte klichéer gør ikke nogen klogere. Tværtimod er ”det bedste det godes værste fjende”, og et land bør sammenlignes med omverdenens resultater, ikke med idealer, som (nok af gode grunde) intetsteds er realiseret.

Danmark er netop blevet kåret som et af de bedste lande for racemæssig lighed, og det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at de fleste af verdens lande i toppen af denne liste samtidig er de vestlige, som det ”internationale samfund” mest kritiserer for lukkethed og racisme. Det viser jo netop det urimelige ved Siddiques (og så mange politisk korrektes) metode: Man bedømmer Danmark ud fra blot tænkte ”værdier” og idealer, ikke ud fra det, der reelt opnås i vor ufuldkomne verden.

Som det fremgår af omtalen, er vurderingen af landet dog også ganske følsom over for tilfældig kritik og postulater, som da ”aktivister i juni 2020 beskyldte danske myndigheder for ikke at kunne genkende racisme, efter at de ikke ville kalde drabet på en biracial mand udført af to hvide mænd for racistisk motiveret.”

At rangordningen af landene kan være fjollet og endda kontraproduktiv for dem, der vil holde fremmede væk, er ikke pointen. Men derimod at den idealistiske samfundskritik, som vor tid generelt belønner og værdsætter, bidrager mindre til at løse reelle samfundsproblemer end de primært negative kritikere, som mainstream ser ned på, men som netop påpeger de konkrete fejl, der trænger til at blive rettet (på en eller anden måde, det må “samfundets mekanikere” udfinde), uden at hele samfundet absolut skal laves om, bare fordi alt ikke er perfekt. Såkaldt reaktionær kritik er tit den vigtigste drivkraft for ægte, gradvist fremskridt.

Det trækker i øvrigt også ned for Danmark i undersøgelsen om racelighed, at ”kun” 54% af danskerne mener, at ”et land er stærkere, når det er racemæssigt og etnisk mangfoldigt”, mens 76% globalt mener dette. Det viser jo, hvor stærkt mennesker generelt orienterer sig efter et angiveligt smukt ideal (a la John Lennons Imagine) uden empirisk belæg. Her er kritikeren, der bare siger nej til en unødvendig udvikling mod (endnu) mere mangfoldighed, faktisk den mest konstruktive og befordrende for menneskelig lykke. Som jo ikke fremmes af blot nok så velmente besværgelser om at ønske den, skønt alene dette vækker omverdenens ros.