Michael Shermer, grundlæggeren af den amerikanske Skeptiker-forening, er en fornuftens stemme i den aktuelle æra af identitetspolitik, konspirationstænkning og generel irrationalitet. Hans samtaler med tidens ledende tænkere er altid værd at høre. Nummer 172, der kom for en uge siden, er med Andrew Doyle, der har en doktorgrad fra Oxford i litteratur, men er mest kendt som komiker og politisk satiriker.

Samtalen er foranlediget af Doyles nye bog: Ytringsfrihed og hvorfor den er vigtig. Bogen roses af Shermer som en kommende klassiker på linje med John Stuart Mills Om friheden (1859). Doyle pointerer, at nutidens relative ytringsfrihed er unik i historien, men den må forsvares af hver ny generation, fordi magthavere har en naturlig tendens til at ville indskrænke den. Mennesket er det samme som for årtusinder siden, hvad angår instinktet for, at det, man selv er imod, vil man simpelthen forbyde.

Nordireren Doyle er i mange holdninger venstreorienteret, men er kendt Brexit-tilhænger og især imod den politisk korrekte identitetspolitik, han ser som en reel totalitær trussel. Han pointerer, at kritikken af denne ikke går ud på at sparke til minoriteter, men at disse bruges af magtfulde politikere og ideologer som et skjold, bag hvilket de sikrer deres egne positioner. De politisk korrekte er angiveligt altid bekymrede for andre, som skal pakkes ind i vat af en ny samfundsorden – med deres politisk korrekte beskyttere i toppen.

I samtalen nævnes det, at indtil for få årtier siden var det især konservative kræfter, der talte imod ytringsfrihed af respekt for sædeligheden, religionen og andet. Det er helt skiftet, hvilket jo blot afspejler de ideologiske magtforhold i samfundet. Fra alle fløje kan der være trusler mod ytringsfriheden, men i vor tid kommer de altoverskyggende fra venstrefløjen, og friheden forsvares af højre, men frihedssagen er større end disse magtskifter. Alle parter må indse, at ytringsfrihed er den bedste vej frem.

Doyle har selv debatprogrammer, hvor han har forsøgt også at invitere gæster af det ”woke” segment, men de vil aldrig deltage, fordi alene samtale med en kritiker anses for et forræderi. Et eksempel på et faktisk mainstream-syn på ytringsfrihed, nemlig at ord er som et farligt virus, der risikerer at smitte folk, hvis det slippes fri. Så lidt tillid har de politisk korrekte til deres medborgere, at man tror, at de bliver passive ofre for andres ord, ude af stand til at tænke og sortere selv.

Det ”tolerante” segment portrætteres af Doyle som ganske ubehagelige mennesker. Ud over den nævnte arrogance opfatter de typisk uenighed som en personlig fornærmelse. (For at acceptere ytringsfrihed må man simpelthen vælge ikke at lade sig fornærme). De viser sig hævngerrige og uden evne for tilgivelse i den måde, de forfølger dem, der udpeges som politisk ukorrekte. Dissidenter skal partout i dag udskammes, miste deres job og enhver hæder og ære, ofte for gamle småsynder. Der tages intet hensyn til kontekst.

De politisk korrekte er ifølge Doyle blevet så magtfulde, fordi vi lever i en tid, der ikke ved, hvordan man argumenterer. I stedet for at bruge saglige beviser bruges anekdoter og enkeltsager. Men som Shermer kommenterer med henvisning til USA, vil man let kunne fylde døgnets nyheder med forargelige racistiske enkeltsager, selv om kun 0,001% af de 300 mio. amerikanere opfører sig racistisk. Den stærkt selektive mediedækning skaber i hovedet på mange et virkelighedsbillede (med nazister alle mulige steder osv.), der med rette siges at være lige så forskruet som QAnons, men langt mere accepteret af mainstream.

Det værste træk ved de identitetspolitiskes eller progressives måde at argumentere på er dog, at de er så sikre på at vide, hvad modparten ”egentlig” mener. Doyle taler ironisk om en beundringsværdig telepatisk evne til at vide, hvad der foregår i andres hoved. Man kan benægte en racistisk intention så meget, man vil. Den moderne inkvisition ved bedre. Men som Shermer fastslår: Hvis éns argument er modpartens intention, har man sagligt tabt debatten.  

De moderne progressive har desuden bragt racismen tilbage i kernen af den politiske debat. En af de ledende identitetspolitiske akademikere, Ibram X. Kendi, har sigende udtalt, at dét ikke at være racistisk (til fordel for sorte) er en form for racisme. Tydeligere kan antiracismens negative afhængighed af den klassiske racisme næppe udtrykkes, og Doyle kommenterer da også, at for at være imod racisme, er man nødt til at være imod ”antiracismen”.

En vigtig sætning i Doyles bog er, at “tale er for mened, hvad ild er for brandstiftelse”. Altså ord og ild kan begge bruges kriminelt, men dermed er intet sagt imod deres berettigelse i øvrigt. At være imod brug af ord, der bruges til kriminalitet, betyder ikke, at man vil indskrænke ytringsfriheden. Der er den kriminelle handling central, til hvilken ord blot er et redskab ligesom et våben, og det er den kriminelle handling, man bekæmper. Men det afgørende skel mellem ord og handling er ved at udviskes fuldstændig i den aktuelle udbygning af ”hatespeech”-love.

Et vigtigt argument for ytringsfrihed er også, at ingen nogensinde har opgivet en dybfølt overbevisning ved tvang. Holdningen eksisterer videre i det skjulte og kan vokse sig stærkere ved ikke at tilbagevises i fri debat, og der skabes martyrer. Shermer har beskæftiget sig meget med revisionister i forhold til Hitler-tiden og i den forbindelse deltaget i mange møder med historikeren David Irving, hvis følgere kun bekræftes i hans verdenstolkning af retssagerne imod ham. Shermer pointerer, hvor åndssvag også logikken bag kriminalisering af holocaustbenægtelse er. Men kun meget få frihedsforkæmpere har jo integritet nok til at sige dét, fordi man – også her – beskyldes for at nære de holdninger, som man bare ikke vil kriminalisere.

Både Doyle og Shermer er meget bekymrede for udviklingen nu, hvor ”social justice”-segmentet har centrale magtpositioner i Biden-administrationen, og de sociale medier med monopolstilling har Orwell-agtige ”Trust and Safety Councils”, hvor man uanfægtet ganske partisk udrenser dem, man bare ikke kan lide. Doyle beretter om den vanvittige politiske korrekthed i Storbritannien, mens USA med sin First Amendment faktisk er forskånet for egentlig kriminalisering af ”hatespeech”.

Således lagde en britisk mand en video på YouTube, hvor han lærte sin hund at give Hitler-hilsen med forpoten. Det var om noget at gøre grin med nazismen, men hilsnen ses som krænkende i enhver kontekst, og manden kom for retten og fik sin straf. Sjovt nok gjorde en mand i tyskbesat område under 2. verdenskrig det samme,  men Gestapo fandt sagen for latterlig til at retsforfølge. Men for den moderne ideologi er ingen overtrædelse for lille. Med samme mentalitet i 1940 ville også Chaplins film Diktatoren paradoksalt nok være kriminel – for “antinazisterne”!

Det britiske politi bruger meget tid på at undersøge det, man kalder ”non-crime”, dvs. ikke kriminelle handlinger, men ytringer, fordi ”words are violence”. Ganske paternalistisk vil man beskytte nogle fiktive ofre, skønt de fleste i den udpegede offergruppe slet ikke har udtrykt ønske derom. I stedet for at blive ”krænket” af uenighed burde man ifølge Doyle se den som udtryk for respekt. Man respekterer modparten så meget, at man værdiger vedkommende modsigelse. For så vidt beæres man af at blive kaldt fjende. Enighed og konfliktløshed opnås kun under totalitarisme.

I Danmark praktiseres disse frihedsprincipper mest konsekvent af Rasmus Paludan. Som den iranskfødte kunstner Firoozeh Bazrafkan har sagt, har alle samfund brug for en som ham. En prøvesten for demokratiet, der blotter en aktuel udviklings hykleri, og paradoksalt nok samtidig en, der om nogen respekterer de fremmede som modpart, der må lære at argumentere deres sag, og ikke ser dem som underlegne ofre, der bare må beskyttes mod omverdenens farlige ytringer.