Når det i medierne siges, at den nye rektor for det Kongelige Danske Kunstakademi, Lars Bent Petersen, skal give institutionen en ”frisk start” og rette op på dens ry efter en periode med identitetspolitiske udskejelser, kommer man til at tænke på, når samme medier meddeler, at en ny ”moderat” ayatollah er udnævnt i Iran. Er det herskende vanvid tilstrækkelig stort, skal der ikke så meget til for at fremstå som fornuftig.

Gennemgår man rektor Petersens produktion, ser kuren ikke ud til at afvige stort fra sygdommen. Umiddelbart lyder det besnærende, når man læser, at han som kunstner bestræber sig på at undersøge ”politiske løgne, mediernes afslappede omgang med sandheden”. Her er jo sandelig materiale nok at tage fat på, men Petersens fantasi rakte åbenbart ikke længere end til at visualisere Dagbladet Politikens og Danmarks Radios toneangivende verdensbillede, fortærsket til hudløshed. Resultaterne er en progressiv pendant til den ”brølende kronhjort”, dog uden disse forkætrede småborgerlige skilderiers uomtvistelige håndværksmæssige kunnen og for så vidt æstetiske værdi.

Med en række udstillinger 1988-2009 ville Petersen give os en rejse ”ind i vores eget selvbedrag”. Værket Nationalisme. Golden Days in Copenhagen skulle således præsentere ”de offentlige og politiske foras forløjede virkeligheder”. Det var i al sin enkelthed Dannebrog ophængt mod en dybsort bagvæg, ledsaget af citater fra et katalog til en samtidig udstilling af guldalderkunst og plakater med nazistiske citater. Farvekombinationen skulle ses som et advarselssignal og værket sætte spørgsmålstegn ved dansk identitet og selvforståelse. Hvad der kommer i stedet for nationalstaten, melder ”værket” jo intet om, men er som hele denne genre ganske skråsikker i at udpege dét som odiøst, der alene har givet trygge rammer for det store flertal af danskere.

Maleren Edouard Manet vakte med sin grænseoverskridende kunst i 1860’erne megen forargelse, fx hans Død Kristus med engle. Selv hans Frokost i det grønne blev beskyldt for at “krænke såvel perspektivets som moralens love”. Fra litteraturens verden kan nævnes Madame Bovary, der i 1857 i den grad forargede ordentlige, konventionelle folk, at Flaubert blev retsforfulgt for at have skrevet den. I dag er Manet og Flaubert dog guldrandede klassikere, så én tidsalders provokation er en andens mesterværk.

Nutidens politisk korrekte kunstnere ser sig utvivlsomt som arvtagere til disse datidens oprørere, men er jo stik modsat. De er ”oprørske” ligesom Greta Thunberg, som inviteres og bifaldes af de selvsamme magthavere, hun kritiserer, fordi hendes budskab i virkeligheden er i overensstemmelse med tidsånden og bruges til at legitimere en herskende kurs. For eftertiden vil de i dag celebre kunstneriske og politiske ”oprørere” blive glemt, fordi de falder i ét med samtidens tapet, mens man vil huske de få advarere, som i strid modvind kreativt advarede imod islamisering og nedbrydning af de angiveligt slemme nationalstater.