Uden at blinke beretter Ishøjs borgmester, uden kritiske indvendinger fra journalisten, i dagens Berlingske, at ”tosprogede” står bag de høje smittetal i kommunen, fordi de ikke forstår covid-instrukser: ”Mange af dem forstår heller ikke engelsk. Det er et stort problem.” Men så er de jo netop ikke tosprogede, dét er sagens kerne. Men alligevel betegnes de altså som tosprogede, som om de har en særlig kompetence, skønt de vel snarere kunne kaldes halvsprogede: Dysfunktionelle kulturelle amfibier uden entydig kontakt med andet end deres eget samfund i samfundet. Eller muslimfisk, hjælpeløst skyllet op på en bred fjernt fra det Islamocean, hvor de alene kan begå sig som fisk i vandet.
Hvad er egentlig værst: Magthaveres og mediers sproglige uformuenhed, eller muslimernes? Jeg vil sige den første (ligesom den politiske korrekthed er en værre trussel end islam), thi de ord, danskere bruger om islamiseringen, er afgørende for måden, denne udvikler sig på.
Politologen John Wesley Young skrev bogen ”Totalitært sprog”, en interessant sammenligning af nysproget i George Orwells roman 1984 og praksis under nazisme og kommunisme. Ganske rammende beskrev han den totalitære forvridning af sprogs betydning med begreber såsom semanticide (mord på semantikken, betydningen), og logocide (mord på logos, ord eller logikken). Men hans historiske sammenligning førte til den opløftende konklusion, at virkelighedens totalitære havde ringere succes med deres sprogforvrængning end i romanen, fordi folk kunne tænke selv og fandt på ”modsprog” til at omgå den officielle begrebsverden.
I dag er der dog det farligere aspekt ved den herskende forvrængede sprogbrug, at det ikke anvendes af indlysende diktaturer, men af folkevalgte og venlige myndigheder, så folk er mindre på vagt. ”Modsprog” under disse forhold vil derfor tit falde mange for brystet som urimeligt eller overdrevet. Men det gælder jo kun dem, der ikke har tænkt nærmere over det herskende sprogs store misforhold til virkeligheden. Mogens Glistrups og Rasmus Paludans innovative retorik er eksempler, hver tilpasset deres tid, på modsprog med gennemslagskraft under den herskende ”liberalfascisme”.
Der er mange indarbejdede antivestlige udtryk, der trænger til modspil. Som den kæmpezionist jeg er, irriterer udtrykket “Vestbredden” mig for eksempel grænseløst. Jeg kalder det “Østbredden” eller bare Judæa og Samaria. Det er egentlig imponerende at verdensopinionen nu rent faktisk går rundt og tror at Judæa er et af Israel besat område, der helst skal “leveres tilbage” til de “retmæssige” ejere (som naturligvis er muslimerne). Og det her er bare ét eksempel på en fuldstændig latterlig betegnelse, i dette tilfælde af et landområde, der viser, hvor ensrettet opinionen er i mange lande, især de vestlige.
Udtrykket “racist” er også blevet voldsomt misbrugt i især de seneste årtier- for nu at sige det mildt- og begrebet er åbenbart juridisk ændret fra en bestemt definition til nu, som formuleret i en Højesteretsdom; “en racist kan være en, der er imod indvandring”. Denne formulering fortalte Paludan mig om at Højesteret brugte, i forbindelse med Pia Kjærsgaards mislykkede sagsanlæg mod en person, der havde kaldt hende racist.
Hvis magtinstanser; dommere/politikere/andre øvrighedspersoner kan selvfortolke definitioner af begreber, så har vi ingen beskyttelse mod fejlanvendelse af justits længere. Og sådan er det efterhånden oftest blevet i Danmark med alle love og definitioner; rettens sædvane sættes over lovens bogstav. Og når dommerne selv definerer rettens sædvane, så er motorvejen mod tyranni åbnet..