Med stiftelsen af en dansk forening White Lives Matter vil Rasmus Paludan m.fl. nok blive udsat for nye racismebeskyldninger fra det magtfulde ”woke” segment. Det vil dog være at gøre mobbeofret til banditten. I virkeligheden er det nemlig om noget en antiracistisk forening, hvilket man kan forstå ud fra lidt idéhistorie.

For det kulturradikale ikon Poul Henningsen var ”hele verdens befolkning” i den grad inficeret med nazistisk tankegang, at han frygtede, at de sejrende i 2. verdenskrig i vid udstrækning bare videreførte det, de havde kæmpet imod. Jøderne var kun én offergruppe for den globalt dominerende nazistiske mentalitet, mente Henningsen:

”Andre vil spørre om man virkelig kan sammenstille jødeproblemet med negerproblemet men derigennem afslører de bare at de anser jøderne for værdigt menneskemateriale men ikke negrene. Før et menneske er et menneske er nazismen ikke udryddet af vores sind.”

Ud fra Henningsens kriterium kan det således ikke være odiøst at svare ”White Lives Matter”, når nogen siger ”Black Lives Matter”. Et menneske er et menneske. Hvide er faktisk også værdigt menneskemateriale, uanset om man anser dem (dvs. deres forfædre) for at have været undertrykkere.

Poul Henningsen stod dog også for andet end blot et opgør med racehierarkiet. Han var et varsel om den politiske korrekthed, der skulle komme på mode fra cirka 1968, for så vidt som han så nazisme overalt i det danske samfund. Således så han den seksuelle frigørelse som en stor værdi, ”fordi den er vendt mod konservatismen”. ”Moder og barn, familien, moralen” kaldte Henningsen uden videre ”de rette nazistfaner”.

Kort sagt gik PH i spidsen for den i dag så udtalte negative afhængighed af nazismen, der ikke alene gør op med dens særegne racisme, brutalitet og totalitarisme, men går til en anden yderlighed og bekæmper reelt alt, hvad der tidligere har givet europæere livskraft og forsvarsvilje. Hvorimod de ikke-europæiske folkeslag får lov til at beholde disse trumfkort. Udfaldet er på sigt givet.

Den racisme, som vitterlig gennemtrængte PH’s samtid, kom til udtryk selv hos en fritænker som Karen Blixen, der fx skrev: ”Alle negre har i deres natur et dybt, ukueligt drag af skadefryd, en virkelig glæde ved at se noget gå galt, som ikke kan andet end at forarge og såre en europæer.” Det er fristende for europæere i defensiven i dag atter at ty til sådanne kategoriseringer, der kan virke besnærende, hvis man forveksler det aktivistiske BLM-segment med hele virkeligheden. Men White Lives Matter rummer jo en helt anden pointe, nemlig at barnet er smidt ud med badevandet i opgøret med nazismen og racismen, og er blevet til en ensidig (og uretfærdig) anklage imod alt, hvad europæere står for.

På en lidt omvendt måde, end Poul Henningsen forestillede sig, ville han således nu mere end i 1930’erne have ret i, at samfundet er gennemsyret af en slags nazisme. Som Jonah Goldberg blev berygtet for at hævde: The white man is the jew of liberal fascism.

Race-stigmatiseringen er udbredt og blåstemplet af toneangivende ligesom under nazismen, blot er pegefingeren rettet mod en anden gruppe end dengang. Alt ondt i verden er nu ikke jødens, men ultimativt den hvides skyld. Angiveligt jødisk magtmisbrug i historien var også nazismens retfærdiggørelse af deres had, som hadet mod hvide i dag, der endda i høj grad er blevet til selvhad. Er man ægte kulturradikal, det vil sige i et opgør med det, etablerede og ”pæne” mennesker til enhver tid skal mene, og går i brechen for lige ret for alle, er der ikke andet at gøre end at støtte (uden modpartens overdrivelser) det trodsige svar til tidsånden, der før eller siden måtte komme, som alt tiltrængt jo må: Hvide liv betyder også noget.