Skærtorsdag 2021 vil blive husket som datoen, hvor der endelig blev opnået bred enighed om, hvad der skal gøres med de ”danske” kvinder og børn i syrisk fangelejr.

Alle Folketingets partier går nu ind for en form for udvekslingsaftale, hvor Rosa Lund, Pernille Skipper, Jette Gottlieb, Zenia Stampe, Samira Nawa og Morten Østergaard sendes til lejren som indsatte, til gengæld for at Danmark må modtage seks kvinder og deres angivelige afkom.

De danske folketingsmedlemmer, som skal sendes til Syrien, måtte efter hårde forhandlinger indvilge i at ofre sig efter et hidtil ubrugt politisk princip, hvorefter politikere selv må gå i første række for at lide afsavn for de humanitære principper, de ønsker, at alle danskere ofrer formuer og tryghed til.

Morten Østergaard kom med blandt kvinderne, fordi han efter sine udskejelser som mand er blevet enig med sit parti om, at det nu er rimeligt, at han prøver at identificere sig som kvinde, og ikke mindst i en muslimsk sammenhæng sone sin fortid som krænker. Generelt er de seks politikere valgt ud fra, hvem de berørte partier mente ville være det mindste tab for folketingsgruppen, og efter resten af tingets mening det mindste tab for landet.

Søren Espersen (DF) udtaler: ”I Dansk Folkeparti svandt vores betænkeligheder ved at modtage mulige terrorister ved udsigten til at få de seks politikere sendt til Syrien. Disse politikere udgør utvivlsomt en større sikkerhedstrussel end dem, vi får i stedet for. Og mens mange danskere tror, at de politikere tjener vælgernes interesser, er der færre, som lader sig narre med direkte ISIS-rekrutter. Disse erkendes som fjender, som bør straffes, mens de politikere, der nu udsendes, reelt arbejdede for samme forhold i Danmark, men bag en facade som legitime folkevalgte.”

I den syriske lejr får de danske politikere til opgave at realisere deres mærkesager blandt deres mange medfanger, nemlig afradikalisering og opdragelse til demokrati og ligestilling. Stampe skal dog især undervise i miljøbevidsthed, da bæredygtig udvikling må antages at ligge fjernt for et folk, der har mere end tidoblet sig på 100 år. Fru Østergaard får den særlige opgave at introducere sine muslimske medsøstre til det moderne vestlige syn på kønsidentiteter, LGBTQIA+ etc. Sært nok var de mandlige kurdiske forhandlere, som repræsenterede lejren over for Danmark, særlig begejstrede ved forslaget om, at Østergaard skulle behandles som en kvinde ved sin ankomst…

Det var Lars Boje Mathiesen (NB), der fik idéen til det kompromis, som fik de hidtil uvillige partier til at gå med til at hjemtage kvinderne og børnene. Han stiller sig åben over for også fremover at tage kontroversielle udlændinge til Danmark, hvis de udveksles med samme antal ledende røde politikere: ”Det er win-win for alle parter. De mest ’åbne’ af de røde ledere er langt dyrere for samfundet, er sværere at holde under kontrol og forvolder langt mere udbredt skade, end selv de værste enkelte islamister ville formå. De røde eller ’humanister’, der udvælges, får endelig lejlighed til at leve, som de prædiker, i selve kilden til den berigende kultur, de vil præge Danmark med. De skal gå i spidsen for at opbygge en fredelig Euro-islam – hjemme hos muslimerne selv. Som tidligere i historien, hvor lederen gik forrest i kamp i stedet for at sidde bag ved fronten og bede andre om at ofre sig. Danskerne generelt får trods alt en forholdsvis lille ekstra byrde med at mandsopdække og forsørge nogle menige potentielle ekstremister, men det problem dør med ekstremisterne, mens de udsendte politikere kunne have fået gennemført en langt større lavine af indvandring, som kun ville vokse i fremtiden. Kan vi fremover få knæsat det princip generelt, at for hver fremmed, vi tager ind, sendes en indvandringsfortaler ud, fx efter et lodtrækningsprincip, så bliver det en vane, at man ikke bare kan læsse konsekvenserne af sin såkaldte godhed over på andre, men selv må ofre sig, og mon så ikke støtten til fremmedimport stille og roligt vil ebbe ud?”