I sin glimrende bog Kloge hænder (2013) beskriver den nuværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye modsætningen mellem den uhyre roste bygning ”8-tallet” i Ørestaden og bygningens reelle tilstand. Det er det danske bygningsværk, som har modtaget mest anerkendelse, både herhjemme og fra udlandet. Og dog var det allerede efter et år i byggeteknisk miserabel stand, med vandskader, skimmelsvamp, dårligt påsat beklædning m.m. Bygningen var udelukkende bedømt på arkitektens idé, udsigten fra lejlighederne og æstetikken set på afstand.

Den mureruddannede Tesfaye dokumenterer den stigende foragt for håndens arbejde som et ganske konkret problem, men jeg ser også en bygning som 8-tallet som et billede på en helt generel politisk stræben, der sætter den tiltalende idé i højsædet uanset nok så mange praktiske brister. Såsom den smukke tanke om den multikulturelle sameksistens, der kan udvise uendelig mange dysfunktionelle træk, men på en eller anden måde alligevel overlever som eneste anstændige mål, fordi der angiveligt intet alternativ er (TINA-princippet, ”There Is No Alternative”, er over en bred front det såkaldte liberale demokratis retfærdiggørelse for at monopolisere ”normaliteten”).

Den stærke favorisering af boglig viden på bekostning af den egentlig samfundsbærende hændernes klogskab, som er Tesfayes bekymring, er jo en parallel til de toneangivende teoretisk, gode, politiske mål, som de politiske håndværkere bare ikke formår at få til at fungere i praksis. Endnu bedre end 8-tallet ligner det nuværende samfundsprojekt måske det 23-etages højhus på Bryggens Bastion på Amager, hvis fundament har vist sig så skandaløst svagt, at det hele bør laves om.

Det er sigende, at en ”god politisk håndværker” i dag netop ikke betyder en, der får realiseret de høje idealer i en politisk bygning, der tåler elementernes rasen, men betyder en, der er god til at præsentere idéen for folket og få det til at tro på den – at få parti og folk med sig. Sagen selv bliver i vurderingen af en mainstream-politiker bemærkelsesværdigt irrelevant. ”Håndværket”, som er en parodi på virkelighedens håndværk, bliver kernen i livsværket. Tilmed, for mange selverklærede nationalsindede politikere (der fx pragmatisk flyder med på snakken om muligheden for en ”Euro-Islam”), lader det vigtigste i politik til at være at holde folket i ro med tilsyneladende løsninger, snarere end et virkeligt politisk murerhåndværk i form af en bygning, som ikke allerede efter få år smuldrer med vand- og svampeskader.

En undersøgelse refereret af Tesfaye viser, at 22 procent af Danmarks velstand skyldes den i forhold til mange andre lande høje tillid mellem borgerne (nok svært at kvantificere – sikkert mere). En sådan tillid nedbrydes i høj grad – ifølge andre undersøgelser – af stor og stærkt fremmed indvandring, så også ud fra traditionelle og toneangivende materielle parametre, der jo anses for de eneste ”rationelle”, er masseindvandring ufornuft, men utrolige ekspertressourcer bruges på at omdefinere dette problem i stedet for bare at undgå det. Kun politisk korrekte doktriner og idiosynkrasier, ikke nogen højere fornuft eller renere moral, kan objektivt forklare de senere årtiers vigtigste valg fra magthaverne side.

Om Bilderberg-lignende grupper og andre i toppen af den globale pyramide i sidste ende enes om tiltag, som visse teoretikere hævder, er egentlig højst af sekundær betydning, for der er tale om en konsensus og stiltiende forståelse inden for hele Vestens politiske spektrum af betydning, så egentlig planlægning er højst et spørgsmål om koordinering af nationale politikker, der hver for sig stræber efter det samme. Disharmonien mod ”demokratiernes” egne menige folk bliver dog stadig større, alt eftersom målene realiseres, og med Østeuropas indtræden på samme scene som Vesten, i EU, sættes forskellene mellem Øst og Vest også i relief, og paradoksalt nok viser kulturmarxismen sig langt stærkere de steder, hvor marxismen aldrig blev officiel statsdoktrin.

Det siges tit, at USA styres af ganske få mænd og rige familier med gode kontakter. Nu er Danmark jo et mindre land med mindre ulighed, så vores ”elite” er nok væsentlig større og ikke bestemt af rigdom, hvilket umiddelbart kunne lyde som et demokratisk plus. Men rigdom strider dog ikke imod meningsmangfoldighed. Omvendt er Danmarks lederlag ikke så meget økonomisk eller genealogisk bestemt som meningsmæssigt, hvilket alt andet lige er værre for demokratiet end et fødselsaristokrati, der udmærket kan være politisk splittet – og ekstra fatalt for demokratiet i et lille land uden plads til konkurrerende eliter. Og så har Danmark tilmed indrettet sig med et langt større og indgribende statsapparat end USA, og vore funktionærer er i uhørt grad indoktrineret i lederlagets ensrettede doktriner, vel tit også i håb om selv at avancere til det.

Tesfaye beskriver, hvordan Danmarks offentlige sektor eksplicit ledes ud fra Lenins devise, at ”tillid er godt, men kontrol er bedre”. Både kommunistiske og fascistiske samfund blev detaljestyret af en teknokratisk elite, der arbejdede ud fra disse ideologiers ideal om det videnskabeliggjorte menneskeliv. Som præsident J.F. Kennedy udtrykte det, er i den beslægtede holdning bag demokratiets facade ”politiske etiketter og ideologiske tilgangsvinkler irrelevante for løsningerne” på nutidens udfordringer. ”De fleste af problemerne, som vi nu står overfor, er tekniske og administrative problemer.” Det moderne Danmarks Orden af udvalgte elite(over)mennesker hedder Danmarks Jurist- og Økonomforbund. Disse såkaldte djøf’er udgør (if. professor Niels Høiby):

1,5% af befolkningen

100% af centraladministrationens top inkl. Sundhedsstyrelsen

63% af ministrerne (udøvende magt)

62% af partiformændene (lovgivende magt)

40% af Folketingets medlemmer (lovgivende magt)

68% af lederne af de politiske ungdomsforeninger (fremtidens politiske ledere)

100% af dommerne (dømmende magt)

En stor del af den trykte og elektroniske presses ledelse (kontrollerende magt).

Det var denne fremvoksende, grundlæggende misrepræsentation af folket, med uundgåeligt resultat, som Glistrup ville bekæmpe med sine angreb på ”papirnusserne”, med inspiration fra fx professor og nationaløkonom Jørgen Dich og dennes bog Den herskende klasse. Det er tragisk, men jo også typisk for politik, at netop den udvikling, Tesfaye advarede imod, er han nu selv del af med sin medvirken i Mette Frederiksens regering, som har sat ekspert- og kontrolsamfundets udvikling på turbo. Selvfølgelig altid for borgernes skyld (er et diktatur nogensinde blevet begrundet med andet?). Danmark er dog igen kun en del af den herskende moderne vestlige tendens, som bl.a. jeg har vovet at kalde liberalfascismen. Thi det ”liberale demokrati” lægges i stadig snævrere bånd af alskens hensyn, indtil i fjor var det af hensyn til menneskerettigheder (mest de fremmedes), nu sundhed (som mest trues af de fremmede). Klimaet står hele tiden i reserve, når andre påskud glipper. Det er svært at se, som nogle påstår, at Frederiksen har erobret den politiske magt tilbage fra eksperterne. I hovedtræk er hun jo enig med dem, men når hun tilstrækkelig bestemt gør deres ord til sine, ser tesen om selvstændig handlekraft jo besnærende ud.