JP-bloggeren Rune Selsing får for tiden en del opmærksomhed, fordi han har bekendtgjort, at han som nationalkonservativ støtter Mette Frederiksen frem for de blå alternativer. Man kan sige, at folkefællesskabet ligger i den socialdemokratiske tradition, måske særlig kendt fra det svenske socialdemokratiske ”Folkhemmet”, der i 30’erne udviklede sig til lidt af en fredelig parallel til det 3. Rige (hvilket Sverigedemokraterna – man kan sige paradoksalt – selvfølgelig har udnyttet som svar på nutidens nazianklager imod SD).

Et kort historisk rids bekræfter samme tendens for Danmark dengang:

Grundlovsdag 1919 udtalte Stauning, at ”vi skal afvise, hvad der ikke er dansk”. Og i et radioforedrag anno 1925 udtalte han, nu statsminister, videre: ”Der er en række opgaver for enhver nation, som slægtled efter slægtled skal føre videre, og over for disse gælder det i første række, at de unge kender deres plads. Vort land og vort sprog hører til de uforanderlige arvelodder, som de unge modtager, overfor disse pålægger vi dem at vise ærbødighed og kærlighed, og at indprente det næste slægtled det samme.”

Samme år skrev socialminister Frederik Borgbjerg i sin kronik ”Nationalfølelse og internationalisme” (Social-Demokraten 24/8 25), at nationalfølelsen altid havde været stærkere hos det jævne folk end hos overklassen. Dette synspunkt brugte han til at forklare, at det nationales betydning voksede i takt med folkets indflydelse. ”Thi dette store folk – bonde, arbejder osv. – er helt anderledes bundet og for så vidt også begrænset af hjemstavn og modersmål end overklassen eller dele af denne.”

I Social-Demokraten den 20. september 1914 skrev Borgbjerg: ”De arbejdere, der er gået i krig, har gjort det med blødende hjerte, men de vidste, at bevarelsen af nationen var betingelsen for Socialdemokratiets mission.” For Borgbjerg var årsagen til første verdenskrig, at kampen for nationalstater ikke var lykkedes i 1848.

På Socialdemokratiets kongres i 1935 udtalte Stauning, at partiet havde en nation. Det var ikke en, de havde valgt, men bare en de havde. Det primære mål var, ifølge talen på kongressen, ikke længere at føre en politik, der var til gavn for arbejderklassen eller at værne om identiteten som arbejder, men derimod at føre en politik, der gavnede den danske nation, eftersom de danske arbejdere mest af alt var danskere.

Staunings politiske protege Hans Nielsen udtalte i 1933 i Rigsdagen: ”Det danske hus, det siger jeg, er et smukt hus i nationernes række. Dets høje standard har bondestanden og arbejderstanden, hver på sin måde, bidraget til, og tåbelige måtte arbejderne være, om de ikke ville værne og forsvare dette hus.”

På dagen for rigsdagsvalget i 1936 prydedes forsiden af Social-Demokraten af ordene: ”Stem socialdemokratisk! I dag skal det danske folk endelig gøre sig til herre i eget hus.” I 1930’erne brugte partiet også det uretfærdigt miskrediterede begreb ”folkefællesskab”, fx i arbejdsprogrammet ”Danmark for folket”: ”Det er tid til at skabe det folkefællesskab, der vender sig imod lovløsheden og sætter sig hele samfundets opbygning som mål for den nærmeste fremtids arbejde.”

I partiets egen historieskrivning, En Bygning vi rejser (1955), pointeres det, at der blandt arbejderne altid havde eksisteret en ”naturlig” fædrelandskærlighed. De, der ikke kunne tilslutte sig denne, beskrev bogen som ”en snæver kreds af teoretisk indstillede, navnlig yngre partimedlemmer, og visse elementer i ungdomsbevægelsen, som havde fået de internationale paroler galt i halsen.” Hvis man ikke betoner det nationale, er man ikke rigtig klog og tilhører i hvert fald ikke socialdemokraterne.

Så vidt, så godt. Man kan dog først og fremmest stille denne selvopfattelse op imod den realpolitiske kendsgerning, at socialdemokraterne havde ansvaret – ikke mindst ved at støtte sig til De Radikale – for det danske forsvars tilstand, så Besættelsen blev for stor en fristelse for tyskerne. Det er ligesom i dag, at man har indgået en skæbnesvanger alliance med De Radikale, der sætter snævre politiske rammer og inviterer fremmede ind, og man er jo lige fuldt ansvarlig for en alliance, selv om man kan bebrejde partneren for de værste udskejelser. Kort sagt var der et fyldigt element af noget i dag velkendt i den socialdemokratiske fædrelandssnak: populisme.

Et element af tolkning er jo også i dag, at Mette Frederiksen utvivlsomt er en dygtig skuespiller, der kynisk vil magten og uden at blinke kan skifte kurs og overtage DF-kernepunkter, som hun tidligere angiveligt følte afsky for. Den unge Frederiksen blev af partifæller kaldt for ”Svend Auken med bryster”, og den nationale retorik har i Socialdemokratiet længe blot været brødkrummer til folket, med internationalisme bag facaden. Det kan så være lige meget, blot hun nu gør det rette (corona, minksag, EU- og Afrika-entusiasme m.m. inddrager jeg ikke her…). Man hvad er der egentlig tegn på, at hun vil gøre, der batter i forhold til Danmarks islamiske klods om benet, der truer med at invalidere os permanent? Det er udmærket, at hun (foreløbig) står fast i sagen om Syrien-børnene, men en håndfuld fremmede hist og her giver trods alt ingen demografisk forskel. Frederiksen mestrer endnu bedre end tidligere socialdemokratiske ledere symbolpolitikken, der får vælgere til at tro, at der sker mere, end der gør.

For ægte nationalsindede dissidenter forbliver rød og blå blok groft taget hip som hap. Der er klart positive træk ved Frederiksen, som de små blå mænd mangler, men fortsætter islamiseringen i store træk (hvilket den gør uden remigration), er de positive tiltag jo blot sovepuder for vælgerne, som så venter endnu længere med at rykke sig for alvor. Men det afgørende er, at Frederiksen under alle omstændigheder nok skal klare sig over for de rygradsløse blå uden nationalkonservatives støtte. Opgaven eller nichen for disse er hele tiden at påpege det store, der mangler, ikke være tilfredse med de gode småting. Klakører bidrager ikke med noget ekstra. Det må vel klart erkendes, at de egentlig dansknationale kræfter ikke står som et realpolitisk alternativ i overskuelig fremtid, men alternativet må hele tiden holdes i live som pres på den mainstream, der i hvert fald intet markant gør af egen drift, men af frygt for at politiske konkurrenter tager over. Til de egentlige defaitister, der mener, at Frederiksen er det bedst tænkelige, og at det ikke vil nytte noget bare at gentage mantraet, at islam ikke hører til i Danmark, kan man kun med Kaj Munk svare: Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, blot om det er sandt.