Venstrefløjen har altid været dygtig til at gøre den angrebne skyldig i krigen: Et møde til fordel for Sydvietnam var i december 1966 ganske usædvanligt (dengang) blevet udsat for grov mødeterror, anført af den senere studenteroprørsleder Finn Ejnar Madsen. Ved den antikommunistiske Demokratisk Alliances møde blev ikke mindst dens ledende aktivist Hans Hetler slået ned og måtte køres bort med hjernerystelse i ambulance. Ikke overraskende fandt han det derefter nærliggende at foreslå mødeværn. Med ovenstående tegning i Land og Folk (5. januar 1967) kommenteredes disse planer under overskriften “Hetler i sit SS” og teksten: “Nu skal vi vise deltagere i vore møder, hvad Demokratisk Alliance forstår ved demokrati!”…

Hetler var den første danske moderne ”højrefløjsaktivist” af format. Han udgav sin helt egen avis Minut, men nåede kun at kommentere indvandringen marginalt – det var dengang den kolde krig, det gjaldt. Hans omhyggelige overvågning af den yderste venstrefløj – han var ikke et halvsløvt ”researchkollektiv”, men en enmandshær –  vakte Forsvarets Efterretningstjenestes interesse, og han blev hyret som en slags agent. Det blev afsløret og en stor skandale (skønt samarbejdet ikke var ulovligt og i landets interesse, var det politisk ukorrekt).

For så vidt var Hetler en slags forgænger til Rasmus Paludan, idet han som enkeltperson formåede at volde stort postyr i andedammen. Det giver også mindelser til nutidens fænomen, at Anker Jørgensen kaldte Hetler for fascist m.m. og dermed fik en injuriesag på halsen, som Hetler vandt. Sangeren C.V. Jørgensen skrev bl.a. sangen Marchmænd i civil om ham, der afspejler venstrefløjens evne til altid at opstille kæmpemæssige trusselsbilleder, skønt Hetler altid stod ret alene og arbejdede under såre enkle forhold.

Ja så er Hans Hetler sat på fri fod igen
& marcherer allerede i spidsen for en
division af bagmænd der med tiden ska’ bli’ til
noget nær en hær rekrutteret & taget i ed
på rigtig spejdermaner
det ligner en stor joke men er ramme alvor
min ven her kommer han her kommer han
her kommer Hans Hetler igen

Minutavisens oplag ja det bare stiger
den har en sektion til hverdag men i
weekenden hele fire
statistisk set ka’ resultatet ikke blive flottere
men abonnenterne formerer sig
hæmningsløst som var de rotter
det ligner en stor joke men også en trussel…

Indvandringskritikere er altid blevet beskyldt for overdrevne trusselsbilleder og skældsord, men det er jo tankevækkende, at venstrefløjen (også) her selv havde gjort det hele først, tilmed rottemetaforen er med, men brugt mod de ideologisk ukorrekte vakte det nok ikke ramaskrig, men var ”kunst”…

Hetler blev overskygget af Glistrups oprør, som reelt kunne kaldes en trussel mod det bestående, men det blev igen mødt med overdrevne fascisme-stemplinger. Dog var det alligevel altovervejende Glistrup, der blev skældt ud for at kamme over i sprogbrugen, og senere fik han infamt nok skylden for netop de fejludviklinger, han advarede imod. Mainstream-politikerne kunne angiveligt ikke gøre det nødvendige med økonomien og indvandringen, fordi Glistrups fremfærd havde gjort emnerne til minefelter! Som om suppedasen ikke allerede havde taget form i begge tilfælde, før Glistrup kom ind på scenen, og der var absolut ingen tegn på, at mainstream havde haft vilje til at tackle problemerne bedre uden ham. Logikken er absurd: Yderligtgående grønne eller røde partier har fx aldrig forhindret, at man kunne tale miljø- eller forsvarspolitik, så Glistrup var selvsagt bare en velkommen syndebuk for, at man ikke kunne håndtere økonomien og indvandringen.

Senere kom bl.a. Den Danske Forening til, og ligesom med Stram Kurs i dag gjorde man den angrebne skyldig i postyret, der opstod ved møder, skønt der generelt var tale om nærmest akademiske, afdæmpede forelæsninger, hvilket jo bare viser, at det ikke er Stram Kurs’ ”tone” eller stunts, der er det konfliktskabende, men selve budskabet. Ligesom alle andre, der har forsøgt at træde frem som indvandringskritikere fra forskellige dele af det politiske spektrum, fx det kortlivede Dansk Center Parti i starten af 90’erne – uanset hvad de ellers har været, er de blevet mødt med samme stemplinger og chikane. Prikken over i’et er selvfølgelig, at diverse ”eksperter” har givet indvandringskritikken skylden for den åbenlyst manglende integration. Ja, hvis bare ingen gjorde modstand over for før Sovjet, nu Islam, ville verden ganske rigtigt være fredelig – som graven. Den angrebne er altid skyldig i krigen ved at forsvare sig.

Generelt er det sådan, at alt, hvad centrum-venstre beskylder nutidens ”højrepopulister” for, har de selv gjort sig skyldige i, før og i større omfang. ”Højrefløjsspøgelset” er blevet fremmanet hver gang, den mindste dissidentbevægelse har vovet at træde frem, alt imens den yderste venstrefløj er ”vandret gennem institutionerne” og ganske reelt har sat sig på magtpositionerne. Flere generationer inden den moderne ”højrepopulisme” blev en angivelig trussel, havde røde populister med konspirationsteorier, løfter om harmoniske utopier og påstande om at repræsentere den lille mand med succes erobret samfundsdebatten, hvorfra de kunne stemple modparter for netop dét, de selv havde gjort. Hver dag giver nye eksempler. Dagbladet Politiken bringer således for tiden artikler om QAnon-bevægelsen, der præsenteres som en vanvittig konspirationstænkning, hvad den muligvis er, men det sker vel at mærke i en avis, der altid har pustet højreekstreme trusselsbilleder op, og omvendt mest muligt afdramatiseret og fremmet islamiseringen, hvilket dog i forhold til den virkelige verden er vanvid i anden potens.

Den måde, kritikere er blevet præsenteret på i medierne de sidste 50 år, er faktisk det svageste led i den tragiske moderne historie om Europas lidelse og mulige død. De fleste europæere ville med en afbalanceret behandling af aktører og facts ikke have tøvet med at støtte en fornuftigere kurs. At forstå den aktuelle udviklings grundforhold er ikke den raketvidenskab, som ”eksperter”, der gerne vil finde en grund til deres job, præsenterer sagen som. Der skal træffes nogle enkle valg, som teknokrater må arbejde videre med. Men hele tiden er debatten blevet afledt og fokuseret hen på katastrofens ”kontroversielle” eller “ekstreme” budbringere, og katastrofen selv har i ro og mag fået lov til at udvikle sig. Der har utvivlsomt været en del særegne, idiosynkratiske personligheder, som dissidenter i strid modvind nu engang er, men mainstream har notorisk kun set splinten i modparters øjne og ment, at bjælken i deres eget var udtryk for normalsyn.