Overalt i Europa strafbelægges nationalsindedes kritik mere og mere. I Tjekkiet blev i sidste måned Michal “Walter” Kraft (portrættet ovenfor), assistent for parlamentsmedlemmet Jaroslav Foldyna (indtil 2020 socialdemokrat, nu i partiet Frihed og Direkte Demokrati), idømt to måneders fængsel, alternativt en bøde (svarende til godt 8500 danske kr.) for at skrive nogle artikler, især Er Europas fremtid islamisk? 

I artiklen blev nutidens muslimske tilstedeværelse i Europa opstillet som en parallel til udvisningen af tyskere fra Tjekkiets område efter 2. verdenskrig, med overvejelsen at ”alle medlemmer af den invasive kultur umiddelbart bør deporteres til deres oprindelsesland, uanset om de har fået statsborgerskab”, og Kraft påpegede, at standsning af migranterne vil være uproblematisk, hvis der er vilje: ”Med blot nogle få helikoptere og hurtige både bevæbnet med maskingeværer og kameraer ville missionen kun vare nogle få uger – højst en måned –, og budgettet vil være minimalt. At finde bådene med migranter og sænke dem er banalt fra et militært perspektiv. Det kan ses som en øvelse for militærakademiers førsteårs-kadetter.”

Straffen for disse ord var vel ikke voldsom, men afskrækker dog sammen med retssagens ubehag Kraft fra videre ytringsfrækhed, der kan give større straf: ”Fra om formiddagen den 16. februar 2021 forsøger jeg at være et menneske uden nogen mening om noget. Det er svært, men jeg lærer.” Og sagen rummer nogle principielle aspekter, der viser noget om den aktuelle retshåndhævelse i EU, også relevant for danske forhold, udmærket formuleret af Kraft i nogle interviews, han trods alt gav efter dommen.

I dommen siges det meget besynderligt, at Krafts tekster ”tilskynder til had, selv om det ikke er blevet vist, at de faktisk tilskynder til had mod nogen”. Dommeren sagde kun, at ”teksterne for nogen, der er svært at sige hvem, kan fremkalde negative følelser”, og at Krafts skyld “derfor ikke kan betvivles”. Det er konklusionen. Kraft kommenterer: “Jeg var parat til at bevise, at teksterne arbejder med fakta, at nogle konklusioner blev draget på basis af analyse, syntese, deduktion, generalisering, analogi og andre almindelige metoder. Men jeg fik slet ikke en chance.” Kraft blev ydermere dømt for ”at skabe en katastrofal vision for fremtiden, der angiveligt viser had til migranter”. Kort sagt blev han dømt for blot at være budbringer med ubehagelige facts. Om der er sandhed eller ej angår ikke racismeanklager – her tæller kun (angiveligt) krænkede følelser.

Kraft forklarer videre: ”Langt størstedelen af disse tekster er teoretiske modeller for individuelle varianter af løsninger, som vi har til rådighed i Europa, hvor den mindst smertefulde altid anbefales. (…) Hvad angår drab på afrikanere og andre medlemmer af den såkaldte tredje verden, siger de dømte tekster tværtimod, at vi skal lade dem indrette deres liv på deres område, som de finder passende, og vi bør kun sørge for at få kampene inden for deres samfund, som kan være meget lange og blodige, væk fra vores territorium. Så retten lyver på dette sted, det er ikke ét enkelt sted i teksten, de lyver enten med det formål at skade mig, eller de har et rigtig stort problem med at forstå den skrevne tekst. Det er trods alt ikke muligt at trække enkelte sætninger eller passager ud og samle dem efter behov, at forveksle betingede argumenter med tvingende argumenter og derefter offentliggøre det hele som forfatterens originale tekst. På denne måde er det muligt at skabe en invitation til folkedrab eller i det mindste en opfordring til mord, selv fra en opskrift på mørbradbøf.”

”Påstanden om, at afrikanere er ringere, fordi de ikke er i stand til eller uvillige til at antage vores adfærdsnormer, må baseres på den forudsætning, at vores normer er bedre end afrikanske normer. Ellers kunne manglende evne eller uvillighed til at antage vores normer ikke betragtes som en manifestation af mindreværd”, påpeger Kraft. Domstolens anklage mod ham for at hævde afrikaneres mindreværd forudsætter, at europæerne er ”bedre” end afrikanere, alene fordi vi er skabere og på samme tid de eneste og problemfri brugere af vores egne standarder. Kraft fortsætter: ”Teorien om racers og kulturers overlegenhed og mindreværd er naturligvis ikke ny og er blevet fremført af mange tænkere og politikere. Blandt forskerne og publicisterne var for eksempel Joseph Arthur Comte de Gobineau og Robert Knox, og af politikerne var den mest berømte bestemt Adolf Hitler. Jeg må sige, at det faktum, at tilhængerne af denne teori også synes at omfatte lederen af den antiekstremistiske afdeling af politiet i Tjekkiet, nogle offentlige anklagere og sandsynligvis også dommeren, ganske overraskende mig. Selvfølgelig anerkender jeg, at denne teori, ligesom mange andre teorier, kan være sand, men jeg deler den ikke personligt. Af denne grund er europæiske standarder i en slags universel evaluering i mine tekster og ikke bedre end andre. Imidlertid hævder teksterne, og praksis bekræfter denne teori, at forskellene mellem nogle civilisationsområder er så markante, at deres medlemmer ikke kan være medlemmer af et andet samfund uden permanente konflikter i et sådant samfund. Påstanden om umuligheden af sameksistens mellem individuelle kulturer i et område på grund af deres store forskelle i vores land er således en kriminel handling, mens påstanden om vores kulturs overlegenhed over for andre kulturer, som a priori bærer påstanden om deres forskel, ikke er kriminel. Det er en kunstfærdig dobbelttænkning, og George Orwell ville bestemt ikke blive overrasket over at se denne måde at tænke på.”

Kraft beskriver simpelthen, at der i verden ikke er noget generelt accepteret niveau af vold eller flid, for hvis noget sådant eksisterede, ville der være nogenlunde samme niveau af sikkerhed og velstand i alle verdens lande. ”Jeg beskriver kun disse forskelle og forsøger at finde måder til at forhindre de konflikter, der naturligt vil opstå som følge af disse og naturlige forskelle. Desværre er de fleste internationale konventioner og lignende dokumenter designet, som om mennesker over hele verden lever efter de samme regler – vores egne regler. Vi har allerede prøvet at eksportere vores system til andre systemer, såsom Libyen eller Irak, og der har været blodsudgydelse. Nu prøver vi at importere andre systemer til vores system, og vi tror, det vil gå anderledes. Men hvorfor skulle det dét? Ud fra hvad vurderer vi, at folk, der har levet efter nogle regler i generationer, pludselig dropper disse regler og accepterer fremmede regler, bare fordi de er flyttet få kilometer væk?”

Kraft forenkler og gør “kultur” synonymt med “overlevelsesstrategi”. Deraf fremgår det også, at han slet ikke hævder, at europæerne er overlegne, som retten påstår. Thi ”hvis vi sammenligner resultaterne af den nuværende overlevelsesstrategi for individuelle civilisationer, ser vi, at mens afrikanere, arabere og andre enheder i den såkaldte tredje verden vokser og ekspanderer hurtigt, er europæerne ved at dø ud. Og hvorfor skulle nogen vedtage en strategi, der fører til deres død? Nej, afrikanere og andre opfører sig i modsætning til os ret rationelt.”

Ud over de saglige urimeligheder i dommen kommer Kraft i interviews ind på den betænkelige måde, processen er foregået på, som også kendes fra lignende sager i bl.a. Danmark. ”Regimet behandler sagen hurtigt, før den tiltrækker offentlighedens opmærksomhed. Hvis retten tillod vidner, ville der være en ny retssag, flere mennesker kunne komme til den, de kunne begynde at tale om den, man kunne begynde at informere medierne om den … men vigtigst af alt kunne det offentligt bevises, at teksterne er sande! Så når jeg appellerer, vil der kun være en retssag ved den regionale domstol, og så er det forbi. Ikke mere PR, ikke flere mennesker, ingen opmærksomhed. Censur indføres ganske stille. Der vil allerede være en domstolspræcedens for, at det er nok at dømme nogen, bare dommeren erklærer, at han har en fornemmelse. I mit særlige tilfælde vil der sandsynligvis følge flere og flere anklager for alle de andre tekster. (…) Jeg betragter personligt et regime, der giver risiko for at blive straffet ud fra blotte overvejelser om, hvordan man bedst kan forsvare eget land mod eksterne trusler, som et kriminelt regime, så jeg er ikke overrasket over en sådan tilgang.”

Michal Kraft slutter med en iagttagelse, som også gælder herhjemme: ”I dette land har ikke-valgte pressionsgrupper fået en enorm magt, og retsvæsnet er også en ukontrolleret uafhængig magt, der skubber sin egen politiske dagsorden frem. Fusionen af disse to samt medier har skabt en magtfuld politisk gruppering i landet, som ikke kun er fuldstændig uden for de valgte politikeres kontrol, men som i stigende grad hersker over dem.”