En prøvesten er ifølge ordbogen en ”prøve eller kriterium der bruges til at bedømme kvaliteten eller ægtheden af noget”. Den Danske Forenings blad Danskerens forsideleder fra februar 1990 taler om prøvestenen for politikernes og danskernes modstandsvilje over for islams ekspansion. En række muslimske lande med Saudi-Arabien i spidsen havde planer om at bygge en stormoské med kulturcenter ved Njalsgade på Amager.

Reaktionerne var helt usædvanlige for en lokalplanhøring i København. Over 6000 danskere fra hele landet protesterede med deres underskrifter imod, at moskéen blev bygget. (Jeg har stadig kommunens svar på min begrundede indsigelse). Men lokalplanen med moskéen blev alligevel vedtaget af et bredt flertal i Borgerrepræsentationen. Kun Fremskridtspartiet, Trivselspartiet og Fælles Kurs stemte imod i februar 1992.

Alene fordi Golf-krigen kom og skabte splid mellem de muslimske bagmænd, gik planen i stå. Siden er der så kommet andre, store moskéer til i de danske byer, og lige nu udvider den pakistanske moské Madani Masjid på Vesterbro voldsomt sine faciliteter med flere etager og to minareter, der rækker op til fjerde sals højde. I alt med plads til omtrent 1000 bedende samt med 46 ungdomsboliger og otte lejligheder. Næste skridt bliver vel så, at minareterne også bliver brugt som i islams hjemlande.  

Fordi muslimernes intentioner ikke går i opfyldelse første eller anden gang, giver de jo derfor ikke op, og danskere kan kun ængsteligt klappe i hænderne ved en ”sejr”, vel vidende at presset kun bliver ved og endda tiltager. De hidtidige mange prøvesten, vore politikere har fået med chance for at trække en streg i sandet over for islam, giver ikke anledning til optimisme, thi står de fast første og anden gang, vakler de tredje gang og giver efter den fjerde gang. Muslimerne tænker ikke fra valg til valg som i dansk politik, men i generationer og århundreder. Terroristerne er nogle få brushoveder. De fleste muslimer er tålmodige i tillid til, at de nok skal trække det længste strå over for de svage vantro i sidste ende. Som Mogens Camre sagde, taler de pænt til os og venter på at blive mange nok.

Igen og igen vil landsmænd i dette århundrede desværre nok – stadig mere desperate og desillusionerede – komme til at stå i en situation, hvor det er relevant som ægte dansksindede at gentage slutordene i hin leder fra Danskeren, februar 1990:

”Kulturcentret i København bliver en prøvesten. For det bliver her, det afklares, om politikerne kan bekvemme sig til at sætte en grænse. Og kan de ikke det, bliver det også her, det afklares, om folket vil gøre det, som politikerne ikke vover, men som er nødvendigt for at sikre et roligt og konfliktfrit samfund i fremtiden.

Danmark er ikke islamisk kolonisationsområde.

Den, der fremmer eller medvirker til en sådan kolonisation, gør sig skyldig i forræderi mod Danmark og det danske folk.”