Den amerikanske (sorte) lingvist, professor John McWhorter (født 1965) udgiver afsnit for afsnit sin bog The Elect: Neoracists Posing as Antiracists and their Threat to a Progressive America på nettet. De reaktioner og erfaringer, han får undervejs, indarbejder han i sin argumentation. Måden, han skriver sin bog på, er et billede på åndelig åbenhed, som er modsætningen til dem, han skriver om. Nemlig ”woke”-aktivisterne, den nye stærke bevægelse for politisk korrekthed, som i ubearbejdet form overtages i Europa, men også tilpasses den europæiske situation med indvandrere i den rolle, de sorte spiller i USA.

McWhorter fremstiller den moderne antiracisme som en religion, hvor man i stedet for at finde ud af de reelle sammenhænge bag samfundets problemer prædiker moralisme, og de, der modsiger, er moralsk perverse. Den sorte sociologi (repræsenteret af folk som Ibram X. Kendi) bruger en forsimplet logik som et femårigt barn, og de sorte skal ifølge den også behandles som børn, uden skyld i egen skæbne. McWhorter sætter logikken i kontrast til debatten, da den meget omtalte bog om den hvide underklasse, Hillbilly Elegy: A Memoir of a Family and Culture in Crisis, udkom for fem år siden. Da var det en selvfølge, at en uhensigtsmæssig kultur hos underklassen var en meget vigtig faktor. Mens de sorte udelukkende er ofre for et racistisk samfund.

Men McWhorter viser klart det urimelige i denne forklaring. I midten af det 20. århundrede var kernefamilien lige så udbredt blandt sorte som blandt hvide amerikanere, og det var en selvfølge, at en sort mand havde et stabilt arbejde. Men fra 1966 sejrede den såkaldte Cloward–Piven strategi, opkaldt efter to marxistiske sociologer, som med velberåd hu arbejdede for et kollaps af det kapitalistiske samfund ved en meget rundhåndet velfærdspolitik, der gjorde passiv forsørgelse til en norm blandt sorte. Desuden blev kernefamilien lagt for had som en reaktionær hvid værdi. Ældre er ondets rod for det sorte segment ikke, slaveriet er irrelevant som forklaring på nutidens misere.

Men den moderne antiracisme kræver en total psykologisk revolution for at rette op på de faktisk ret lavpraktiske problemer. Og det er umuligt for hvide at gøre det godt igen: De skal være multikulturelle, men når de er det, begår de kulturel appropriation. De skal være åbne for at have partnere af anden race, men har de det, gør de sig skyldige i kolorisme eller eksotifikation. De hvide skal stræbe efter at forstå de sortes situation, men udefra kan man aldrig forstå den… Kort sagt er man som sort i en unikt udvalgt position og har monopol på sandheden. Man kræver ”erstatning” for de historiske lidelser, men som McWhorter påpeger, har den positive særbehandling og socialprogrammer gennem mange årtier allerede være store erstatninger under andre navne, men hvilke frugter har de bragt? Aktivisterne lever og ånder desuden for deres religion, så en hvilken som helst imødekommenhed vil alligevel også altid tolkes som utilstrækkelig. Ligesom i antisemitternes verdensbillede vil uundgåelige fortsatte problemer evigt være nye tegn på, at fjenden stadig har magten.

Mens den gamle mainstream bedømte nutiden ud fra, hvor mange fremskridt der var sket siden slaveriet, bedømmer ”woke”-generationen nutiden ud fra et fremtidigt ideal, og da kommer den uundgåeligt til kort. Metoden er ikke empirisk, man ønsker ikke saglig debat, metoden er ”performativ”, den består af ritualer, kodeord og tabuer, man bekræfter hinanden i, som i enhver religion. Forklaringen på alt er racisme. Men, som McWhorter siger, fordi meget få sorte i USA spiller tuba, betyder det ikke, at orkestre er racistiske, men sorte har traditionelt bare ringe interesse for dette instrument. Og således er forklaringen også i mange andre sammenhænge de sortes kultur, ikke systemisk racisme fra samfundet.

Sortes skæbne er gode mediehistorier. Den hvide mand Tony Timpa døde på præcis samme måde som George Floyd, og den rationelle reaktion ville være at revidere måden, politiet anholder folk på, men i stedet blev det en historie om ”racisme” – og Timpa blev slet ingen historie. Ved hundredtusinder af anholdelser går det uundgåeligt galt af og til, men den selektive omtale skaber billedet, at kun sorte er ofre. Man kan vel sige, ligesom medieomtalen bevirker, at man tilsyneladende kun kan dø af covid-19. Det er i hvert fald mere interessant. Men racisme er det, skønt i sær fordrejet form.

Sigende er mange sortes (fx Oprah Winfreys) forsøg på at rekruttere en person som Tiger Woods for den politisk korrekte sag. Woods ser dog sig selv som ”cablinasian”, en blanding af kaukasisk, sort, indfødt amerikaner og asiat, og for alle racister er det jo et problem, at stadig flere (om man ønsker det eller ej) bliver stadig sværere at sætte i de velkendte båse. Men den politiske korrekthed vil med vold og magt rubricere folk og er så vist derfor nutidens dominerende racisme. Nationalstaten kan trods alt i større grad håndtere etnisk forskellighed, dens bestræbelse er lige behandling af borgere, som til enhver tid bor på dens område, ikke absolutte skel forvoldt af historie og udseende og retfærdiggørelse af enhver gruppes gode og dårlige vaner, men hævdelse af en national kultur. Dét er ikke identitetspolitik, thi skønt nationalstaten kun kan tåle en vis begrænset demografisk ændring pr. tidsenhed, lader den principielt frie og lige borgere leve deres eget liv, uanset hvad de ellers er. I Vesteuropa er det konkrete problem så, at muslimerne ligesom de ”woke” amerikanere ser sig som på én gang udvalgte og ofre, der vil diktere andre deres opfattelse og sætte dem i bås som vantro slaver, der bare skal betale og underkaste sig.