For vore politikere er noget lignende “umuligt”, men det skete i sommeren 1989. Da udviste Bulgarien med kort varsel 360.000 muslimer fra det velkonsoliderede, men upopulære tyrkiske segment i landet. Hvem ænsede det dengang, og hvem husker det i dag…

Det skete nok under for kaotiske former og trods minoritetens odelsret i landet, men læren af begivenheden er jo også en anden: I forhold til alt det, der ellers skete i 1989, druknede masseudvisningen i mængden af nyheder med mere global relevans.

Så måske skal Danmark bare afvente et nyt år med globale omvæltninger og i ly heraf gøre det, som mainstream absurd mener er mere ”umuligt” end at integrere hundredtusinder af muslimer.

Det vil være et lille skridt i verdenshistorien, men et stort skridt i Danmarkshistorien. Medrivende beskrevet af Ulla Dahlerup i hendes roman Storhedsvanvid, hvor danskerne pludselig opdager, at muslimerne er rejst hjem. Den lettelse og glæde, muslimernes masseudvandring vækker blandt det gennem generationer så stærkt prøvede og tungt belastede danske folk, er nok det mest bevægende i romanen:

”Har du set det, de er væk!” råber en stemme. ”Langsomt forvandles utrygheden til en lattermild stemning. I store bølger strømmer danskerne til. De unge sætter i løb (…). Små børn hopper af ustyrlig glæde i efterladte møbler på fortovene. De internt fordrevne danskere vender nu tilbage til et Nørrebro uden gadeskyderier. Det er en overrumplende lykkelig dag.”

Thi, som en af romanens sympatiske skikkelser konkluderer, ”nationalstaten er vores og alt, hvad vi har, vi er forpligtede på det nære. Tiden med Vestens humanistiske storhedsvanvid er omsider forbi.”