Øen Hispaniola i det Caribiske Hav er opdelt i det “hvide” land Den Dominikanske Republik og det “sorte” land Haiti.

I det førstnævnte har der længe været utilfredshed med de 0,5-1 million haitianske migranter (ud af i alt 10,8 mio. indbyggere), som i flere generationer er kommet ind illegalt, men i tidens løb er blevet statsborgere, når de blev født i landet.

Det blev ændret i en ny forfatning, som gjorde dem statsløse, og op imod 100.000 er siden 2012 deporteret til ophavslandet, mens flere venter i centre. Flere hundredtusind, op til 85 år gamle statsborgerskaber er blevet annulleret med etniske forskelle som motiv, hvilket viser mulighederne for de lande, der vil og tør.

Alene de fem første dage af 2021 blev 2000 haitianere deporteret fra Den Dominikanske Republik. Det sker helt uden hykleri: Omtrent samtidig skrev 200 offentligt kendte personer i landet et bønskrift til præsidenten med krav om fjernelse af haitianere fra Den Dominikanske Republik. Som begrundelse angives simpelthen, at der er ”for mange haitianere på territoriet, og man kan ikke længere forsørge dem”. Opfordringen blev støttet af FN’s afdeling i landet.

Den 27. februar bekendtgjorde den dominikanske præsident Luis Abinador planer om bygning af en mur langs den 380 km lange grænse mellem Haiti og Den Dominikanske Republik. Om to år vil de mange problemer med illegal indvandring, narkohandel og stjålne køretøjer være fortid, erklærede præsidenten, og han har bred opbakning fra sit folk. Som Lucia, en 23-årig studerende, udtalte til AFP: ”Jeg synes, det er godt, for her i Den Dominikanske Republik er der allerede mange haitianere. Der er fyldt op. Man kan ikke engang få tid hos lægen, for der er fyldt med haitianere overalt.”

Trods protester fra haitianere og udenlandske “menneskerettigheds”-kliker har Den Dominikanske Republik dog en af regionens mest succesfulde økonomier, bygget på omfattende turistindustri og gode samarbejdsaftaler med USA og EU.

Så et lille land, der ikke ryster på hånden, kan udmærket forsvare sig i en demografisk strid uden at blive paria. Det gælder primært om at føre sig stilfærdigt og uideologisk frem. Vel er det ikke muslimer, dominikanerne forsvarer sig imod, men det er lysere mennesker, som søger at undgå at overvældes af mørkere indtrængere, og det er (mindst) lige så politisk ukorrekt. Det dummeste, et folk i den situation kan gøre, er at lade sig inspirere af stemplede historiske verdensanskuelser fra det 20. århundredes Europa. Men moderne etnonationalistisk utilitarisme implementeret af et suverænt land har ”verdenssamfundet” meget svært ved at komme med overbevisende argumenter imod.