Mens landets problemer i høj grad skabes på Christiansborg, er det måske i bygninger som den på billedet, at man har løsningerne. I debatten i de etablerede medier ses der oftest ned på forslagene fra menige borgere, der ”løser verdensproblemerne” i kaffepausen eller omkring spisebordet. Man bør jo heller ikke idealisere de blotte, stærke meninger uden så meget viden bag. Men præcisere, på hvilken måde de ofte har mere ret end politikere og eksperter.

Der siges utvivlsomt flere sandheder, og gøres mere fædrelandsnyttigt arbejde, i skurvognen end på Borgen. Et samfunds velfærd hviler i sidste ende på dygtige håndværkere, mens man aldrig har set noget land lide under politikermangel. Politikerne lever stadig mere i en verden af ord, der kan lyde godt, men mest er kæppe i samfundets hjul. En håndværksmæssig kunnen eller dog evne til at bakse med den konkrete, genstridige verden er noget andet end at virke for blot ideologisk pæne ord.

En vigtig opgave er at få hele den konkrete, uforblommede tilgang til verden, der hersker i vognen, ind på Borgen. Det tilkommer ikke politikere at herse med eller “opdrage” dem, der skaber værdierne, til fordærvelse af hverdagslivet for at passe i ideologers skemaer. Det menige folk må tværtimod sætte politikerne på gaden, så de selv mærker de vilkår, deres elite-“værdier” har skabt der.

Groft sagt er det sådan, at der via Christiansborg stilles stor ekspertise bag forkerte løsninger, mens menigmand instinktivt ser rigtige løsninger uden at have en vej til udførelsen af dem. De fleste kender det vel også på det tekniske område, hvor det er ret let at få ”idéen” til en række geniale og tiltrængte opfindelser, men uden at man kan bygge dem. Konkret er det fx let at indse, at meget ville løses ved at ”smide muslimerne ud”, men hvordan gås der frem?

En tidsalders overordnede politiske idéer er altid forsimplede og slagsordprægede. Angriber man den såkaldte islamofobi på dén konto, peger tre fingre mod én selv. Det 20. århundredes positive slagord, ”national selvbestemmelse”, ”frihed, lighed og broderskab”, ”fred i vor tid”, ”gør verden fri til demokratiet”, ”den nye verdensorden”… Alle sådanne lider mildt sagt under, når man ser nærmere på dem, deres metoder og frugter i forhold til deres selvros og opdeling i helte og skurke.

De mange rammende sandheder, man hører i hverdagens snak, står i sær kontrast til den tågesnak og evne til at undgå sagens kerne, vor ”elite” udviser. Selvsagt skyldes det ikke mindst, at der i alle sager er mange nuancer og hensyn, som skaber stadig mere flimmer på skærmen i forhold til hovedsagen, jo mere viden og ansvar man har. Det skal ikke benægtes. Men hovedsagen er dog stadig den samme, hvis man overhovedet vil indrømme, at der i verden er hårde kendsgerninger.

Derfor er det afgørende, at perspektivet fra ”manden på gaden” hele tiden fornys på de bonede gulve og befrugter perspektivet fra samfundstoppen. Den virkelige virkelighed er faktisk ude på gaden og arbejdspladserne, i hjemmene og hverdagen, mens hensynenes og kompromisernes virkelighed er den ”politiske virkelighed”, som må tilpasse sig den virkelige, ikke omvendt. En hård kendsgerning er, at islam ikke dur i Europa, og skurvognens og gadens parti kræver nu sin ret.