Sammenhængskraft er blevet et af tidens store plusord, men sammenhængen hvilede på den næsten homogene nationalstat, og det er et blålys at ville genskabe sammenhængskraften uden dens naturlige fundament. Så får man i stedet en forbuds- eller politistat, der med tvang må holde den orden, som ikke mere opstår af sig selv. Dette forhold blev allerede set skarpt af Grundtvig, på én gang vor store friheds- og danskhedsapostel, der rammende skrev om ordet folke-lig (ligheden med folket modsat det fremmede): ”lempeligt det løser lighedens gåde”. Det nationale ophavsfællesskab er netop en universalnøgle til et fungerende samfund. Uden det overtager alskens samfundshersende ideologer, som primært ved at ”tildele ressourcer” (forgæves) søger at genskabe det tabte.

Poul Dam skriver i sin bog Politikeren Grundtvig (1983), at Grundtvigs arv først og fremmest var et folkeligt frihedssyn, som ligger bag den specielt danske uvilje mod forbud og forskrifter. Det var denne tråd, Mogens Glistrup tog op, da den var i fare for at briste, og der er behov for at tage den op igen nu, hvor ”liberalfascismen” har lammet handlingsviljen med velfærdsbestikkelser og ført landet nærmere afgrunden end set længe. Modsat står den nationalsindede libertarianisme, der ser det som politikernes opgave at sikre de trygge ydre rammer for borgernes i øvrigt frie liv. Den aktuelle kurs er usikre rammer trods stadig mere regulering af alle livets forhold, herunder tanke- og talefrihed. Fordi det var alverdens, ikke danskernes rettigheder, man ville sikre, idet man negligerede det essentielle nationale aspekt af Grundtvigs tanker og udelukkende dyrkede frihedsdelen. 

Den løsagtige, men flotklingende snak, Grundtvig også kan inspirere til, fremgår klart af Lars Løkke Rasmussens indlæg i bogen Fri, friere, Grundtvig (2011). Her hyldes Grundtvigs røde tråd, ”frihed frem for alt!”, af en regeringsleder, der om nogen er gået ind for at binde det danske folkestyre under EU’s forgodtbefindende, og blot har fortsat masseindvandringen bag en ”stram” facade. ”Vores frihedsbegreb udfordres,” skriver Lars Løkke, for vi lever i en tid, hvor ”andre religioner end den evangelisk-lutherske vokser sig store i Danmark”. Dét er jo netop ikke noget, der bare sker, men er et udtryk for regeringens svigt af sin første forpligtelse. Det drejer sig om ganske konkrete instrumentelle tiltag, der egentlig ikke burde sige noget yderligere om et regimes ideologi, men simpelthen være dets første grundlæggende opgave uanset partifarve – altså at hindre en sådan udfordring af danskerne i eget hus.

Ja, sikke en forskel mellem Danmark i dag og knap 50 år tidligere, hvor Glistrup med føje kunne udtale: ”Danmark i 1973 er så harmonisk et land med så ringe afstande både i anskuelser og i levevis, at de kæmpemæssige spændinger ikke eksisterer, og derfor vil alle partier, der stiller op ved næste valg, helst have, at linjen fra Stauning og Steincke fortsætter.” Dette gjaldt altså også Fremskridtspartiet, som stillede op, og Glistrup kunne i øvrigt omtrent samtidig fastslå, at Fremskridtspartiet vil ”være til særdeles stor gavn for de fattige i befolkningen, og jeg kan i hvert fald forsikre om, at drivkraften bag vor opstilling er hensynet til den fattige del af befolkningen.”

Glistrups vision var netop ikke et brud med dansk tradition, men at værne om det danske folkestyre og dets velfærd, som han så trusler mod, både nære og i horisonten. Den var derimod ikke udtryk for noget som helst ønske om at knæsætte kollektive værdier eller en ”kulturkamp” for moralsk oprustning og et politisk befordret mere meningsfuldt liv med fælles mål og mission andet end dét, folk nu engang levede. Her er Glistrup også milevidt fra den moderne kulturkonservative skolemesterholdning om sædernes forfald og dystopier om den af forbrugerisme degenererede vestcivilisation. Med Glistrups egne ord i Dagbladet Information 10. april 1973: ”Men når folk så skal opbygge deres glæde og se Otto Leisner i farve-TV eller køre frem og tilbage langs hovedvej 1 fra Korsør til København hver søndag, eller gå i deres sommerhuse og plante fyrretræer, for nu at tage tre typiske ting, der glæder den danske befolkning, så er det nødvendigt, at der skabes de bedst mulige økonomiske rammer ved anvendelse af færrest mulige af ugens 168 timer.”

Der kan næppe tænkes en mere antifascistisk holdning end dette syn på staten, der i videst muligt omfang skal lade borgerne leve deres eget liv, som det endnu var normen indtil efter midten af sidste århundrede. En apolitisk antitese til den moderne forestilling om jeg’ets og samfundets parallelle forbedring, der er retfærdiggørelsen af den politiske korrektheds meningsdiktatur. Det er milevidt fra alle folketingspartiers bekymrede samfundshersen i dag og også fra langt de fleste samfundsdebattørers bedrevidende uro for deres landsmænds sjælelige stade, uanset om det fordømmende blik fra piedestalen falder fra højre eller venstre side. Som Per Stig Møller med den konservative akademikers uro for folkesjælen skriver i sin bog Tro, håb og fællesskab (1980), er frihedens grænser ”svære at finde i Glistrups fremskridtssamfund, hvor alle synes at drive rundt med deres egne sysler og end ikke har noget ansvar for deres forhold til næsten” – som om den enkeltes forhold til næsten er et politisk projekt og ikke en indirekte funktion af dannelsesniveauet, hvor uddannelsespolitikken jo har svigtet grimt i mange årtier. Og der ville netop være ressourcer til denne og omsorg for danskere med behov, hvis magthaverpolitikerne – herunder Møller – havde draget omsorg for de grænsespørgsmål, der reelt er politikernes grundopgave og essentielle for samfundets øvrige indre forhold.

Så kort sagt, ”sammenhængskraft” er ikke et politisk mål, der kan arbejdes direkte hen imod på det nuværende samfundsgrundlag, men bliver den indirekte frugt af den remigration, som må være det store og første, praktisk-politiske projekt. Så hvad det gælder om nu, er at klippe det skrøbelige multikulturelle samfundsbånd over i en kontrolleret proces (for alt i verden ikke følge illusionen at ville styrke det nuværende “samfund”), hellere end at det sker senere i en katastrofe.