(In)tolerancens paradoks

Den ansete amerikanske Skeptiker-forening har undersøgt intolerance over for personer med modsatte politiske holdninger blandt amerikanerne.

De fleste viste sig tolerante, men den mest intolerante gruppe havde tendens til i høj grad at mene, at USA burde give økonomisk støtte til folk i andre lande, at USA burde åbne sine grænser for alle indvandrere med behov for det, og at politisk strid er en stor trussel mod et samfund. (Se https://www.skeptic.com/research-center/reports/Research-Report-SPAS-003.pdf).

Konklusionen tyder ifølge foreningen på, at de, der er mest villige til at give hjælp til andre samfund, også er mest irriterede over politiske uenigheder med personer i deres eget samfund. Eller ”tolerance mod folk i andre samfund er måske relateret til intolerance mod politiske modstandere i éns eget samfund”.

Så kan en meget almindelig hverdagserfaring vist ikke udpensles mere præcist. Men det er også interessant, at de politisk intolerante simpelthen ser politisk strid som en trussel i sig selv. Det tyder jo på en antidemokratisk holdning blandt dem, der kun orker at agere tolerante mod fjerne mennesker (eller mod de indvandrede fremmede, som kan bruges i det politiske hadeprojekt). Og selvfølgelig på en uhyre skråsikkerhed i at repræsentere det ”korrekte” og ”gode”.

Skeptic Research Center har også set på amerikanske vælgeres støtte til tanke- og talefrihed i forhold til deres præsidentvalg. Der er en markant forskel mellem Trumps og Bidens lejre (se diagram ovenfor): “Sammenlignet med dem, der ville stemme på Trump, gik de, der ville stemme på Biden, signifikant mindre ind for at støtte folks ytrings- og tankefrihed … Allermindst støtte fandt vi til ytringsfrihed, især blandt dem, der havde til hensigt at stemme på Joe Biden og Kamala Harris.”

Herhjemme er det også ganske åbenlyst, fra hvilke segmenter trusler mod ytringsfriheden kommer. De, der særlig anklager indvandringskritikere for at have en usaglig utopi om et harmonisk samfund, drømmer selv om en ensretning, der faktisk er særlig utiltalende ved logisk at ville gøre landsmænd tavse. Ja, faktisk vil udbredt censur jo være nødvendig i et stadig mere islamiseret og permanent ”sprængfarligt” samfund, hvor man må gå på listesko for at bevare freden.

I anledning af kvindernes kampdag kommer man også til at tænke på MeToo- og Black Lives Matter-bevægelserne samt generelt moderne radikal feminisme, Bidens såvel som den danske venstrefløjs kampfæller, hvis konspirationsteorier er omfattende som QAnons, og hvis tolerance man ganske typisk så ved splintringen af Det Danske Akademi efter medlemmet, lektor Marianne Stidsens markante kritik af den totalitære politiske korrekthed. Selv i toppen af det såkaldte åndsliv kan man end ikke være i stue med nogen, der ikke respekterer tidens nye tabuer. Hvordan kan man så forvente bedre opførsel af de røde gadekrigere, end tilfældet er?

2 Kommentarer på "(In)tolerancens paradoks"

  1. Jeg husker i de gode gamle dage, hvor en af mine veninder var med i BZ-bevægelsen. Hun havde deltaget aktivt i besættelsen af huse, smidt murbrokker efter betjente, gået i demonstrationer, og hvad det alt sammen hedder. Men hun havde også holdninger, der afslørede, at hun godt kunne tænke selv. Men denne selvstændige tankevirksomhed var hun nødt til at komme til mig for at få luft for.

    Som hun sagde, “det irriterer mig blandt andre socialister, at man skal være hundrede procent enige om alt. Ellers bliver man straks opfattet som en trussel”

    Det hun, over for mig, godt kunne indrømme hun ikke var enig med sin socialistvennr i, var blandt andet, at hun var arg modstander af, at bøsser skulle have lov at adoptere børn. Hendes argument var, at hun havde set og hørt rigeligt i de alternative miljøer til bøssernes seksuelle udskejelser, og denne grænseløshed skulle små adopterede børn ikke påtvinges at være vidne til.

    Jeg ved desværre ikke, hvor hun er i dag. Men med det hun fortalte mig, kan jeg nu se, hun lød som en der var på vej væk fra venstrefløjen. Hun havde bare ikke selv opdaget det endnu.

  2. Lige netop. Intolerancen ser ud til mest af alt at komme fra dem, der påstår at bekæmpe den. Det minder lidt om mantraet med lande, der har ordet “Demokratisk” i sit navn; man kan hurtigt udlede at landet er lige det modsatte.
    Det samme med “anti-fascisterne” og “anti-racisterne”, samt “diversitets”-forkæmperne, der i virkeligheden alle marcherer i én retning, nemlig lige netop den modsatte af det påståede. “Klimakampen”, “Krigen mod corona” osv, altsammen er blevet politiske bevægelser, der ensretter og indfører tvangsbeføjelser overfor befolkninger. Det er som om at alle større bevægelser og partier idag har fået et totalitært skær over sig. Der er nærmest ikke det emne, man kan diskutere mere uden at debatten stopper pludseligt fordi man omtaler et af de mange tabu-emner- og det er efterhånden ALLE emner, der er tabu og omfattet af en “officiel sandhed”, der ikke må sættes spørgsmålstegn ved. Det hele er efterhånden én stor Warren-komissions-hvidvask!
    Apropos Margrethes historie, så husker jeg fra gymnasiet en af de kvindelige studenter, der talte om hvordan det var et problem at vi ikke kunne få “fælles fodslag” i gymnasieklassen. Et typisk ønske fra en af de venstreorienterede studenter. Det handlede altid om enighed om deres politik, som alle helst skulle følge, eller var man en slem, egoistisk person. For dem handlede det ikke så meget om at lære noget, det handlede om at have magten i studenterorganisationerne. Og det havde de også, de var nemlig de eneste, der gik op i elevernes politiske organisation- de klarede sig typisk dårligt i klassen og beskæftigede sig en hel masse med politik og samfund, selvfølgelig ud fra en tankegang, hvor det handlede om at sætte sig på magten via nøglepositioner.

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.