Forestiller man sig, at angrebet i lørdags på en Stram Kurs-politiker var gået den modsatte vej, at en fremmed havde modtaget tæv af en ”fremmedhader”, var hændelsen med sikkerhed ikke blevet forbigået af mainstream-medierne, som det nu er tilfældet.

Den tidstypiske forskel i voldsofres fornemhed er særlig velkendt fra USA, hvor de fleste sorte voldsofre også har sorte gerningsmænd, ligesom uforholdsmæssigt mange hvide bliver ofre for sorte voldsmænd end omvendt, men kun de relativt sjældne sorte ofre for blegere voldsmænd har mediernes interesse.

Allerede for godt 25 år siden var der dog fokus på denne omvendte diskrimination, hvilket ovenstående gamle tegning fra Den Danske Forenings blad ”Danskeren” vidner om, under overskriften “Fire former for vold”: Dansker mod dansker, fremmed mod fremmed og fremmed mod dansker er bare vold. Dansker mod fremmed er mere strafværdig ”racistisk vold”.

Jeg ser netop, at Amnesty International ikke mere kalder russeren Aleksej Navalnyj for ”samvittighedsfange”, fordi han for længe siden talte politisk ukorrekt om fremmede. AI’s reaktion er jo endnu en beslægtet konsekvens af denne samme herskende ideologi, som også trækker på skulderen af ”selvforskyldt” vold mod nationalsindede:

Er man tilstrækkelig kritisk over for de problemer, fremmede volder éns land, er man andenklasses borger uden samme retsbeskyttelse som andre. I forvejen er Vesten nu Apartheid-samfund, hvor vold mod bestemte grupper vækker særlig indignation og straf.  Den almindelige, indfødte borger er i en midtergruppe med formelt, skønt mere lemfældigt værn.

Er man indvandringskritisk dissident, føjes der yderligere spot til skade: At de ”universelle” menneskerettigheder reelt ikke beskytter dem, der er imod menneskerettighedsideologiens udskejelser. Man må acceptere ”hele pakken” af antinationalisme eller være jaget vildt, thi ”minoriteter” er altid ofre med nødværgeret.