Mette Frederiksen talte rent ud af posen i Aktuelt, 16. oktober 2000. ”Demokratiets endeligt”, lød overskriften:
”Det er tid til at tænke nyt. Det danske folkestyre med sine repræsentative principper, partier og interesseorganisationer er en efterhånden afsluttet epoke i dansk samfunds- og demokratihistorie. Ikke så meget fordi det repræsentative demokrati er en dårlig idé, overhovedet ikke, men fordi det simpelthen ikke virker mere. Om 25 år er hverken partierne, fagbevægelsen eller folkestyret i det hele taget brugbare som ramme for hverken dialog eller beslutning.”

Den unge Frederiksen skrev dette af tydelig frustration over, at folkeafstemningen om euroen d. 28. september 2000 ikke blev det ja, hun ønskede. Selvfølgelig gik hendes forslag i artiklen i retning af et “forbedret” demokrati, men har hendes tidlige desillusionering i virkeligheden ført til en erkendelse af, at det er bedre, hun styrer det selv?

Hun havde jo ret i, at folkeafstemningens resultat viste det, der også fremgår af en del andre emner – at befolkningen vælger politikere, de ikke er enige med i afgørende spørgsmål. Hendes løsning var så ”aktiv forholden sig til og dialog” med vælgerne, thi ”måske ville hr. og fru Danmarks holdning og vurdering blive bedre af diskussionen og samtalen”. Altså såkaldt holdningsmassage som løsning.

Nu kører den politiske debat dog 24/7, og trods stærk slagside i mainstreammedierne lader det stadig til, at folket i vid udstrækning er genstridigt og uenigt med politikerne. Det ville dog netop kunne løses med folkeafstemninger i store stridsspørgsmål, da politikerne jo faktisk i høj grad er sat på posten for at udføre deres vælgeres mening, i særdeleshed er regeringen det – minister betyder som bekendt ”tjener, undergiven”.

Men politikerne, der har erkendt misforholdet til dem, de repræsenterer, kunne åbenbart ikke drømme om at mindske dette misforhold ved at afholde flere folkeafstemninger og derpå respektere udfaldet. En sådan ledelse ville dog også være at repræsentere – i medgang og modgang, hvilket ligesom i ægteskabet ikke altid er, at én part får sin vilje. Men Frederiksen har valgt den modsatte løsning på dilemmaet, hun har haft i fokus siden sin karrieres start, nemlig at samle magten om sig selv.

Folkeafstemninger afholdt med de aktuelle magthaveres mentalitet ville dog også kun blive en facade for ”mere af det samme”. Helt generelt er det et problem, at et resultat kan mishage ”eliten” så meget, at det i realiteten ignoreres; omfortolkes og udvandes til uigenkendelighed. Folkeafstemninger handler nemlig også i høj grad om at ”frame” debatterne. Så hvordan sikres det, at det folkelige perspektiv fastholdes uafhængigt af elitens?

En interessant form for repræsentative organer, der er foreslået af visse politologer, er de organer, hvis medlemmer vælges tilfældigt, efter et lotteri-koncept, principielt blandt hele befolkningen (om der så er ”værnepligt” eller ej). Et sådant borgerråd kan forekomme ret ideelt til at formulere og eksekvere folkeafstemninger for at sikre, at resultatet ikke (igen) kapres af ikke-repræsentative kliker, som svigter ånden i resultatet og reelt bare fortsætter som før en afstemning.

Men det forudsætter selvfølgelig også igen, at de i dag herskende samarbejder i etableringen af sådanne institutioner. Nationalsindede dissidenter såsom Stram Kurs ville i nationens aktuelle skæbnestund naturligvis kun byde tiltag til fremme af den ægte folkevilje velkommen. At de i dag herskende næppe vil drømme om det, er (endnu) en indikation på, at det nuværende system vitterlig er et eksempel på ræve, der vogter gæs.