Der er i politik en forståelig tendens til at fokusere på mindre, synlige problemer og ignorere sagens store, mere usynlige del, som kan være vanskeligere at håndtere og måske heller ikke erkendes, hvis man ikke taler om den.

Et eksempel er klimapolitikken, hvor der nok er en målelig opvarmning og forskellige vejrbetingede katastrofer af mere eller mindre gennemskuelige årsager – men i hvert fald synlige for enhver. Skønt ikke mindst Bjørn Lomborg har påvist det irrationelle i dyre tiltag ”imod global opvarmning”, der højst virker marginalt, presser mange særlig i Vesten på. Thi de goder, man så IKKE får ved at bruge de begrænsede ressourcer på grøn symbolpolitik, er af gode grunde usynlige. Og ude af øje, ude af sind.

Den samme logik virker på flere måder i indvandringspolitikken. Først og fremmest hjælper man jo til høj pris de få, man ser ved vore grænser, og har derved mindre tilbage at byde dem, der ikke kunne eller ville tage af sted. Men også på de indvandringsproblemer, Vesten har, er der et fokus helt ude af proportioner med det egentligt skæbnesvangre. Næsten alt drejer sig om ”radikaliserede” elementer, som opfattes ganske snævert, på grund af terrorrisikoen, skønt en indvandring fra den tredje verden helt uden islamisme og terrorisme (ganske hypotetisk) jo stadig ville være en kæmpe klods om benet økonomisk og en katastrofe etnokulturelt. Vi får nok beregninger for indvandringens pris, men her mangler jo igen en masse skjulte faktorer, ikke mindst virkningshistorien for midlerne, hvis de havde kunnet bruges bedre.

Senest indskriver corona-politikken sig i samme logik. I forhold til hvad man ellers vil investere i sundhedssektoren pr. reddet leveår, er prisen p.t. enorm. Nu kan man opstille en række kontrafaktiske scenarier for, hvad der var sket med en anden politik det seneste år, men det interessante er jo nu- og fremtiden. Oppositionen afkræves svar på, hvordan de vil forhindre smittespredning ved større åbning af samfundet, men regeringen afkræves ikke på samme måde udregning af alle nedlukningens ulemper, hvilket jo også vil være uhyre vanskeligt, da de spreder sig som ringe i vandet, men mange er jo allerede synlige.

Det er særlig vanskeligt for et lille dissidentparti (som fx Stram Kurs) at fremlægge en bare nogenlunde konkret coronapolitik, når man har langt færre muligheder for at få indblik i situationen, end regeringen i hvert fald potentielt har. Desuden må enhver politik selvsagt hele tiden tilpasse sig ny viden og udvikling. Men i hvert fald virker det klart, at den på mange måder meget skadelige hårde nedlukning ikke er en signifikant bedre ”kur” end den milde nedlukning i efteråret. Det indikeres af Statens Seruminstituts nylige undersøgelse (https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2021/stoerst-smitterisiko-ved-naer-kontakt-med-en-covid-19-smittet).

Ligesom med vor tids andre store politiske sager, klima og indvandring, virker meget i coronapolitikken som symbolske tiltag, der skal vise handlekraft og aktivitet (og styrke statens greb!), mens de samme ressourcer jo så savnes – og endnu flere går tabt via nedlukning – andre steder i samfundet, men disse tab er sært usynlige i forhold til en konkret patient med corona. Det er langt lettere at rejse politisk støtte for en sag, der gavner et lille synligt udpluk, som opregnes i overskrifterne hver dag, end for en mere diffus gruppe, der anonymt så må lide under afsavn. For økonomi og sundhed er jo ikke modsætninger, de hænger i vort aldrende samfund intimt sammen. Uanset at befolkningsflertallets naturlige empati også lettest vækkes af de angivelige ofre, medierne gør synlige, hvor få de end er, vil Stram Kurs’ ledestjerne for brug af samfundets sparsomme midler altid principielt være: størst mulig gavn til flest mulige danskere.