Tyrkiske Özlem Çekiç er om nogen kendt for at splitte den danske befolkning, mens hun med et anstrengt smil tvinger skoldhed og bitter ‘dialogkaffe’ ned i halsen på danskerne.

Derfor bakker Özlem Çekiç selvfølgelig op om det knælende fodboldlandshold, der i forbindelse med sine to seneste kampe mod Belgien og England har støttet Black Lives Matter.

BLM er stiftet af en venstreradikal marxist. Özlem Çekiç tilhører selv den yderste venstrefløj, og hun har siddet i folketinget for SF, der er et udbryderparti fra kommunisterne.

Black Lives Matter er en optrappende faktor, når det kommer til vold, og organisationen kæmper for øget magt til primært personer med afrikansk baggrund.

På fotoet ses i øvrigt to knælende dansk-afrikanske landsholdsspillere med familiære rødder i henholdsvis Tanzania og Gambia.

Black Lives Matters leder i Danmark, Bwalya Sørensen, er uofficiel zambisk mester i at splitte befolkningen og opdele danskerne efter hudfarve og etnicitet. Özlem Çekiç føler sig hjemme her.

Özlem Çekiç insisterer på at omtale sig selv som dansker, selvom hun er født i den tyrkiske hovedstad Ankara og kommer fra en fundamentalistisk islamisk familie.

Den tyrkiske familie bosætter sig i Finland, hvor forældrene arbejder i det tyrkiske diplomati.

Senere flytter den muslimske familie til Danmark. Her vil de tjene penge og nyde det danske velfærdssamfunds fælleskasse, der er opbygget af tidligere generationer.

Der er tale om en midlertidig løsning, inden familien kan rejse hjem med en bugnende bankkonto. Derfor sender Özlem Çekiç‘s forældre deres børn tilbage til Tyrkiet, mens de selv opholder sig i Danmark. Børnene kan dermed få en tyrkisk opdragelse, og forældrene kan fokusere på at tjene penge.

Özlem Çekiç kommer tilbage til Danmark, da hun er cirka ti år. Forældrene kan ikke slippe det danske velfærdssamfunds gratis glæder og indtjeningsmuligheder.

Özlem Çekiç bliver som ung kvinde tvangsgift i et arrangeret shariaægteskab med en tyrkisk mand fra forældrenes hjemby. Familien har på ingen måde lagt den tyrkiske/islamiske kultur bag sig. Hele det shariafunderede tankesæt er flyttet med til Skandinavien.

Özlem Çekiç tjener, ligesom mange andre migranter, sine penge i udlændingeindustrien. Et cirkulært system, hvor indvandrere tjener penge på indvandrere. Özlem Çekiç arbejder blandt andet med ‘traumatiserede flygtninge og indvandrere’.

Özlem Çekiç drager også omsorg for ikke-integrerede indvandrerfamilier, hvor hun er rådgiver og tolk ved for eksempel forældremøder.

I 2000’erne opdager Özlem Çekiç, at det kan være karriereskabende at kritisere befolkningen i det land, der har taget imod hendes familie med åbne arme.

Özlem Çekiç opretter bevægelsen ‘Mangfoldighedsnetværket’, der skal sætte fokus på den diskriminerende behandling som ikke-etniske danskere, ifølge Cekic, bliver udsat for.

Allerede da Özlem Çekiç er i 20erne handler det om at kritisere den danske kultur og befolkning.

Özlem Çekiç er derimod musestille, når det kommer til kritik af sin egen kultur. En islamisk kultur, der har tvunget hende ind i et shariaægteskab, hvor hun får en søn med en tyrkisk mand, der gør hende ulykkelig.

Men selvfølgelig er det de ‘diskriminerende danskere’, der skal have med krabasken.

I dag lever Özlem Çekiç af at kritisere sine politiske modstandere, der blandt andet påpeger det absurde i, at en tyrkisk kvinde fra Ankara, der bragte islam og tvangsægteskaber til Danmark, insisterer på at blive kaldt dansker.

Måske skulle Özlem Çekiç udsætte sig selv for et omvendt tankeeksperiment.

En dansk landmandsfamilie, der har levet i generationer på Hobro-egnen, bosætter sig i Ankara for at arbejde. Her fremturer de åbent med deres kristne traditioner og livsførelse. Den står på folkedans og det årlige krybbespil – med julehygge og jesusbarn.

I den lokale koranskole i Ankara efterspørger den jyske familie flæskestegssandwich på elevernes frokostmenu. De savner den danske kultur og vil gerne udbrede den i det tyrkiske samfund.

Et af familiens rødhårede børn, der er meget lys i huden, laver et skandinavisk netværk i den tyrkiske hovedstad. Her kritiseres tyrkerne i direkte vendinger, og den mellemøstlige befolkning beskyldes for at diskriminere og forskelsbehandle kristne mennesker med lyse hudfarver.

Slutteligt forlanger den jyske landmandsfamilie, at den tyrkiske lokalbefolkning skal kalde familien og deres børn for tyrkere. Ellers er der tale om fuldtonet racisme fra tyrkernes side.

Özlem Çekiç har spundet medieeliten om sin lillefinger, og hun har solgt et hovedrystende budskab om, at tyrkere og islamisk levevis er en fasttømret del af den danske kulturbaggrund.

Den snedige Özlem Çekiç har konstateret, at fodboldlandsholdet splitter den danske befolkning i et flammehav af venstreekstreme holdninger. Og nu smider den tyrkiske kvinde mere dialogbenzin på bålet.