Hvis jeg havde lyst til en herskabslejlighed i København med udsigt over Peblingesøen, kan jeg så bare bryde ind i en og blive der, indtil jeg får permanent ophold? Naturligvis ikke. Jeg kan heller ikke søge om det og bare få en tildelt, hvis min trang til fornem beboelse vurderes til at være stærk nok. Det er ingen menneskeret at bo meget mere fornemt, end man gør. Det skal man være i stand til at betale for, enten ved forfædres eller eget arbejde. ”Det er ingen menneskeret at bo i København,” lyder det da også i debatten som en selvfølge, når de høje ejendomspriser kommer på tale. På samme måde er det ingen menneskeret at bo i Danmark, fordi man er træt af mere beskedne omgivelser.

Tilmed visse indvandringskritikere er imod mere generelle hjemsendelser, fordi de vil behandle mennesker efter nogle principper om ”retfærdighed”. Men alle de vigtigste parametre i livet, der afgør éns skæbne, er ganske vilkårlige og uretfærdige. Om man er intelligent eller sen i optrækket. Smuk eller pænest i burka. Sund og rask eller misundelig på Kristian Hegaards vitalitet … Det er faktisk meget lidt, politik kan gøre for væsentligt at rette op på skæbnens ugunst. Staten kan selvfølgelig søge at behandle alle ”lige” i de forhold, det ikke er absurd ud fra det faktum, at mennesker altså faktisk er forskellige: Således har en tumpe ikke ”ret” til at blive professor i teoretisk fysik, bare fordi han har lyst til det. Og selv om éns lykke afhænger af, at man får en guldmedalje i atletik, så får man den altså ikke, hvis man er en klods.

Man bestemmer heller ikke selv, hvor man er født. Det er en stor anstødssten for mange venligboer-typer. Men det er dog kun ét vilkår ud af uhyre mange, man ikke er herre over. Men kun dette skal der altså rettes “radikalt” op på. I nationalt perspektiv såvel som af mange fornuftsgrunde er det dog omvendt et vilkår, der giver særlig rimelig grund til forskelsbehandling. Og hvis man i en årrække har nydt en mere fornem bopæl, end éns oprindelsessted tilsiger, har man allerede været heldigere end de fleste og har ikke retfærdighedsgrunde til at klage, hvis denne ”ret” tages fra én igen.

Altså tværtimod at tredjeverdensmennesker, som i længere eller kortere tid har boet i Europa, skulle have erobret en særlig ”ret” til at forblive i Europa, er deres tid her endnu et argument for, at nu er det på høje tid at komme tilbage igen. Det vil jo også være at fremture, hvis jeg efter en periode med liv over evne i herskabslejligheden mener, at dette fait accompli i sig selv berettiger til endnu længere forbliven i andres bolig, jeg tilmed ikke kan betale for.

Som den norske indvandringskritiske sociologiprofessor Sigurd Skirbekk ramsaltet har fastslået, har vi mennesker egentlig kun én ufravigelig rettighed i livet, nemlig at dø. Resten er ”rettigheder”, som kun gælder, så længe der er politisk tilslutning til dem. Naturligvis bør love ikke have tilbagevirkende kraft, men det har fx fratagelse af statsborgerskaber jo heller ikke, blot man ikke kræver tilbagebetaling af goder, personer har nydt godt af i kraft af deres legitime statsborgerskab, så længe det varede. Men intet tilsiger, at nogen politisk rettighed er permanent. Tilmed ”permanente” love og rettighedstildelinger tidsbegrænses af levetiden for den magt, der stod bag dem. Fx Slesvig og Holsten skulle være ”for evigt sammen udelt”, hvilket jo under nye magthavere og vilkår ikke var det papir værd, løftet var skrevet på. Og således er al politik under forgængelighedsdom.

De indvandringskritikere, som nægter at antaste – misforståede – ”retsstatsprincipper” og lignende til fordel for en stor (og stadigt voksende) fremmedbefolkning i landet og hensyn til individer, minder mig om de moralske absolutister, der i en tænkt situation hellere vil lade hele menneskeheden gå under end gøre et uskyldigt barn fortræd. Med den holdning var 2. verdenskrig jo aldrig vundet – af De Allierede. Og når dette barn nu i virkelighedens verden tilmed meget sandsynligt vokser op og skærer halsen over på vore egne børn, forekommer et andet valg end absolutisternes endnu rimeligere. Men vor tids absolutister går endda videre end de traditionelle: De vil også kapitulere over for et dødt barn, tilmed en tom børnekiste. I dag vil man hellere lade landet fortabes end risikere at krænke en (sikkert imaginær) afdød. Om dét så er udtryk for en særlig høj kultur, hvilket mainstream hævder, må læseren jo selv bedømme.