Liberal Alliances udlændingeordfører Henrik Dahl holdt i sidste uge en glimrende tale i Folketinget, hvor han fastslog, at de danske værdier er bedre end alle andre, at udlændingeloven af 1983 var en katastrofe, og at alle vesteuropæiske lande har de samme fremmedproblemer uanset ført politik. Problemerne med indvandring fra Stormellemøsten afhænger altovervejende af indvandringens størrelse. Dahl foreslog et nationalt kompromis med tidsfrister for at knække alle de dårlige udviklingskurver. Der bør tværpolitisk skabes enighed om konkrete målsætninger., såsom at bekæmpe islamistiske retninger.

Forståeligt, at mange synes om Dahls indlæg. Det lyder mere fornuftigt end det meste. Men det er nu engang mere frugtbart at komme med kritiske indvendinger end bare at rose det. Så først og fremmest må man undre sig over, at særlig en LA-politiker forestiller sig, at politikerne bare kan opstille mål for en stor befolkningsgruppe og så tro, at det går efter deres hoved. Det er dog grundlæggende for den liberale teori mod samfundshersere, at det aldrig går efter planen.

Desuden har Dahl ligesom alle andre folketingspolitikere den idé, at netop når det drejer sig om 1983-udlændingeloven, er der ingen fortrydelsesret. At omgøre er ”at skrue tiden tilbage”, og det kan man jo ikke. Men tænk, hvis man havde set sådan på den tyske magtudbredelse i 1940? Eller på ozonlaget eller naturgenopretning i det hele taget? Ikke engang EU-medlemskab ses nu længere som et én gang truffet valg. Fremmedpolitik synes at være det eneste, hvor man umuligt kan beslutte, at man har betrådt en gal sti, og gå tilbage og begynde på en bedre.

Det skyldes jo en idé om, at det er særligt umenneskeligt at kræve, at mennesker tager tilbage til det sted, hvor de stammer fra, skønt de (og evt. hele familien) jo før har besluttet at tage derfra til et vildtfremmed sted, som de ingen som helst tilknytning havde til (efterkommere lever i øvrigt typisk også stadig kulturelt i oprindelseslandet). Selv om vejen kan jævnes for dem på en helt anden måde, end da de kom. Hvor umenneskeligt det er, afhænger dog primært af, hvad man tror, alternativet bliver, hvis det ikke sker. Ikke mindst for de værtsfolk, der må tåle et barskere samfund, fordi deres politikere ikke nænner barskhed mod fremmede.

En indvending mod omfattende hjemsendelser er også, at disse om noget er stalinistisk samfundshersen. Sandheden er modsat: Humant at flytte mennesker fra punkt A til punkt B er et meget mindre og mere realistisk indgreb end et forbudssamfund for at styre hundredtusindvis af fremmedkulturelle i en mere dansk retning – et projekt, der nødvendigvis må fastholdes med hård hånd gennem generationer for overhovedet at få nogen som helst virkning, gribende ind i selv de mest intime livsforhold. Og så smuldrer det hele nok alligevel, fordi migranter i den moderne verden nu engang også gennem generationer vedbliver med at have et ben i oprindelseslandet og et i værtslandet.

I øvrigt havde Dahl også i denne uge et værdifuldt debatindlæg mod åbne grænser og fri arbejdskraftimport – rettet imod en amerikansk økonomiprofessor, der anbefaler Danmark at fordoble sin befolkning de næste 20 år via arbejdskraftindvandring. Det udstiller fint, hvordan ideologisk liberalisme i lige så høj grad som marxisme ynder utopier snarere end pragmatisk problemhåndtering. En pointe er dog stadig, at Liberal Alliance heller ikke omgås rationelt med den allerede stedfundne indvandring. Dén synd skal åbenbart hjemsøge vore efterkommere i syvende led. Fordi man åbenbart mener, at ”verdens bedste værdier” omfatter en afsky for tvungen remigration, der ses som værre end et forbudssamfund og truende folkeligt selvmord. Dét ganske konkrete paradoks kunne man ønske blev taget under behandling af Henrik Dahls intellekt, snarere end et indlysende forrykt forslag fra en amerikansk økonomiprofessor.