Terrorofferet Finn Nørgaard mindes: Prismodtager lyver for åben skærm

På femårsdagen for terrorangrebet på Lars Vilks Komiteens debatmøde i Krudttønden afholder Finn Nørgaard Foreningen en prisuddeling på Christiansborg.

Filminstruktøren Finn Nørgaard, der blev skuddræbt af den islamiske terrorist Omar El-Hussein, bliver mindet i demokratiets højborg.

Samtidig fremsættes der udokumenterede påstande om, at tusindvis af danske børn lever under kummerlige forhold i kristne familier.

Finn Nørgaard Foreningen uddeler fredag et legat på 30.000 kroner til Camilla Louise Johnson og foreningen InsideOut, der fokuserer på radikalisering i kristne miljøer.

Legatmodtageren Camilla Johnson bliver interviewet af TV 2 Nyhederne, hvor hun fremkommer med udokumenterede påstande på skærmen.

Det hele handler om at fjerne fokus fra den islamiske radikalisering, der kostede Finn Nørgaard livet. I stedet for taler prismodtageren om radikaliseringen af den politiske højrefløj i Danmark:

“Vi ser jo hele højresiden, den er allerede i en voldsom radikalisering,” fortæller Camilla Johnson til TV 2 Nyhederne.

Camilla Johnson mener, at den islamiske radikalisering, der kostede Finn Nørgaard livet, også kan fremkomme i radikaliserede kristne miljøer i Danmark. En holdning, der ikke kan underbygges med eksempler.

Den kvindelige prismodtager fortsætter sin tvivlsomme ordstrøm:

“Det er en trussel om tusindvis af børn, der mistrives i Danmark i de her kristne miljøer,” påstår Camilla Johnson.

Der er intet belæg for påstanden om, at mange tusinde danske børn skulle ‘mistrives’ i kristne miljøer i Danmark. Der er tale om udokumenterede angreb på familier i Danmark.

Der er ingen tvivl om, at der findes religiøse miljøer – blandt andet i Jehovas Vidner og Scientology – hvor man lever under mildest talt alternative livsformer i forhold til den gængse norm.

Der er også flere eksempler på børn og unge, der er udsat for grov social kontrol i ovenstående miljøer.

Men derfra og til at tale om decideret ‘mistrivsel’ for ‘tusindvis af børn’ er der et stykke vej. Det er ikke påvist, at så omfattende mængder af danske børn bliver mishandlet i kristne miljøer.

Der findes ifølge organisationen ‘Børns vilkår’ ikke et samlet overblik over omfanget af børn og unge, der oplever negativ social kontrol i samfundet generelt. Hos ‘Børns vilkår’ har man analyseret 459 samtaler med børn og unge om negativ social kontrol – i både muslimske og kristne miljøer.

Selv hos familier i Jehovas Vidner og Scientology leverer forældrene trygge og rimelige vilkår for deres børn. På trods af at familierne ikke festligholder fødselsdage, at de tror på dommedag eller køber bøger og kurser for enorme summer.

Der er ikke skyggen af bevis for, at bevægelser som Jehovas Vidner og Scientology skulle radikalisere medlemmer til at begå terror. Derimod har danskerne oplevet flere islamiske terrorangreb, der både er udført og forhindret på dansk jord.

Finn Nørgaard Foreningens legatmodtager Camilla Johnson fremkommer med udokumenterede påstande, fordi hun vil fjerne opmærksomheden fra den muslimske radikalisering, der gror i Danmark.

Camilla Johnson tager afsæt i egne oplevelser og projicerer dem op i stor skala. Forfatteren har selv været medlem af en religiøs sekt i syv år. En sekt, der havde base i Mellemøsten:

“Jeg boede selv i Jerusalem, vi var meget zionistiske (jødiske nationalister, red.) … voldsomme … radikale. Jeg rendte rundt som skaldet og troede, at jeg skulle være martyr for Jesus. Det er en form for kristen jihad (religiøs krigsførelse, red.),” siger Camilla Johnson.

Finn Nørgaard Foreningen uddeler et legat i Finn Nørgaards navn og lader modtageren fremkomme med holdninger, der ikke har rod i virkeligheden.

Fokus er rettet mod kristen og jødisk radikalisering, mens Finn Nørgaard Foreningen fortier den omfattende islamiske radikalisering i vesten.

Man kan dårligt tænke sig en større ydmygelse af filmskaberen Finn Nørgaard, der blev likvideret af en Islamisk Stat-terrorist.

Æret være Finn Nørgaards minde.

*

Mere om Finn Nørgaard Foreningens bizarre prisuddelinger hos Document.dk:

  1. Mon Finn Nørgaard ville have givet ham her 25.000 kroner?
  2. Finn Nørgaard Foreningen ydmyger terroroffer: Fokuserer på kristen og jødisk “radikalisering”
  3. Finn Nørgaard Foreningen uddeler år efter år priser og legater i Finn Nørgaards navn og til Finn Nørgaards ære til islamister; stockholmsyndrom for fuld udblæsning
  4. Kunsten at dræbe en død mand
  5. Ny dansk film om Omar El-Husseins terrorangreb i København

Be the first to comment on "Terrorofferet Finn Nørgaard mindes: Prismodtager lyver for åben skærm"

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.